Jeg har ikke tid ......

Min Tip oldefar:
Arbejdede 12 timer dagligt - også Lørdag. Det var en arbejdsuge på 72 timer. Ved siden af passede han en have med et lille hus, var kasserer for skyttelauget, strålefører ved det lokale brandværn, tenor og nodeskriver i sangforeningen. Han klippede selv sine 6 børn, forsålede selv familiens fodtøj, kløvede 8 kubikmeter brænde til vinteren, samt lavede det meste husgeråd selv.

Min Oldefar:
Var kommet ned på en arbejdsuge på 54 timer. Han overtog haven og var også strålefører. Ligeledes var han medlem af skyttelauget og i sangforeningen var han baryton. Men han havde ikke tid til at være kasserer og nodeskriver. Han klippede ikke sine 4 børn og hans brændselshugst indskrænkede sig til 1 kubikmeter, fordi han var begyndt at fyre med kul. Husgeråd var noget man købte.

Min Bedstefar.
Arbejdede 48 timer om ugen. Også han var havemand og medlem af skyttelauget. Men han havde ikke tid til sangforening og brandmandspjat. Hans 2 børn gik til frisør. Brændselshugst til vinteren ? Nej, men han syslede med husflid. 

Min far. 
Er traditionstro og derfor medlem af skyttelauget men kommer der aldrig. Han har opgivet familiehaven. Den betaler sig ikke længere. Han har ikke længere hjemmeværende børn. Brænde og kul til vinteren ? Næh, han har fået el - varme. Hvordan kan man ellers få tid til noget som helst i vor forjagede tid. Han arbejder jo trods alt 45 timer om ugen.

Og jeg ?
Jeg har overhovedet ikke tid til noget. Ikke tid til at synge - højest lidt brummen - og slet ikke noget med frivillig tjeneste. Hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre med en så opslidende og lang arbejdstid som 39 timer om ugen. Jeg overvejer at gå på efterløn for at tage mig af min søn, der er ungdomsarbejdsløs.

Tilbage.