Min vej til en handicapbil.

Jeg har progressiv Dis. Sclerose, derfor har jeg nu efterhånden behov for en handicap bil. Jeg har behov for at have mine hjælpemidler med d.v.s. min el scooter, rullestol o.s.v. Når jeg har disse hjælpemidler med, har jeg pladsproblemer og parkerings problemer med traileren. Vi er nød til at benytte trailer for at have crosseren med. Rullestolen den fylder næsten en hel bil. Så jeg har ansøgt om en handicapbil.

Og lad mig sige, det har været en ualmindelig sej omgang, om det er fordi min nu bevilliget handicap bil ( Maj 2009 ) er en trivselsbil hvor reglerne er noget mere stramme, ved jeg ikke.  

Men som en 45 årig kvinde med en stadig stor lyst til livet og med stor mod på stadig at kunne komme rundt, synes jeg at jeg er for ung til at være stavnsbundet i mit hjem, og ikke har kunnet komme nogle steder. Min mand arbejder om aften og kommer hjem om natten - han har brug for bilen, den " almindelige ". Og i den tid har jeg ikke nogen muligheder for at kunne komme nogle steder mere, og slet ikke efter jeg ikke selv kører bil mere. 

Fordi det har været så sej en omgang, har jeg lavet disse sider grønne 
- Grøn er håbets farve.

Jeg vil fortælle om min oplevelse, 
om at søge en handicap bil:

• Jeg ansøgte og indsendte papirerne, og dem modtog og bekræftede kommunen d. 28. Juli 2008. Jeg gemte kopier af alle papirer, det er en rigtig god ting, så man ved hvad der er skrevet og ikke. Gør man ikke det, kan man ikke huske hvad der er skrevet. Og det man efterfølgende siger skulle gerne være mage til det man har skrevet. 
  Så husk en kopi til dig selv. Og bed om akteindsigt.
  
  

• Den 21. Oktober 2008. Det hele sættes i gang. 
  Den dag kom B. B. fra kommunen for at snakke. Hun fortæller om regler og økonomi. Jeg skal fortæller om mine behov ( hvilket er meget vigtigt - at man kommer godt omkring fritids interesser, læge, frisør, familie og venner o.s.v. ), samt fortælle om min sygdom. Samt jeg fortæller hvor dejligt det ville være, at have en handicap bil også til vores ferier, da vi nu kører rundt med en stor trailer, og har uendelige mange parkeringsproblemer. Da fik vi at vide, at de var ligeglade med vores ferie, det var ikke et behov, til en trivselsbil. Samt jeg gerne ville kunne have alle mine hjælpemidler med. Der er jo nogle steder crosseren ikke kan komme ind, så må jeg bruge rullestolen, så ville det være dejligt at kunne have begge med. Så fik jeg at vide, at der ikke var noget krav, der sagde at jeg skulle kunne have alle mine hjælpe midler med. Nå, så sad vi jo der og alle de regler er helt håbløse. Og hun vil putte mig i en lille bil, en Ford Ka, og en Toyota Yaris har hun nævnt. Gad vide hvordan jeg skal få crosseren derind ?
  
  
  Hun ville have en læge attest og en gangtest. Vi aftalte at jeg skulle ringe til lægen og få tid hurtigst muligt, jeg ønskede jo ikke at spilde tiden, samt at hun sendte attesten til min læge. Vi havde jo fået fortalt at når det drejede sig om store handicap biler, var ventetiden 1 - 1 ½ år. Samt at når det var en trivselsbil, som den jeg skulle have, så var reglerne mere skrappe. 
  
  
  Min mand og jeg sad bagefter mødet og kiggede på hinanden, for det var sådanne et møde, hvor man ikke kun mærke om det gik godt eller det modsatte. 
  
  

• Den 28. Oktober 2008. Gangtest bestilt af kommunen. 
  En af kommunens fysioterapeuter K. H. kom på min bopæl. Her skulle gangtesten foregå til parade ude på vejen foran alle vejens naboer. Det var jeg nu ikke lige helt tilfreds med, jeg har en ualmindelig nysgerrig nabo til den ene side, og jeg gider ikke forsyne ham med nyt sladder eller nye nyheder. Resultatet var at jeg kunne klare 90 m med flere siddepauser, samt det ikke blev vurderet realistisk at jeg kunne benytte bybussen. 
  
  

• Den 29. Oktober 2008.  Den nye læge. 
  Uha uha det var en ualmindelig ubehagelig oplevelse. Min læge er desværre død, og hendes klinik er blevet overtaget / overdraget automatisk til en ny læge P. B. H. som man jo automatisk får tildelt. Sikken en båtnakke af en læge jeg der havde fået. ( ja undskyld udtrykket ). Nå jeg kommer ind, hilser pænt, det er jo det første møde. Sætter mig ned og lægen siger; jeg har ikke noget på dig, alle dine oplysninger er borte. Thø hø alle mine lægeoplysninger siden 1997 til 2008 er bare væk ( det kan han jo ikke gøre for ). Og det kører rundt i hovedet på mig, for at huske hvorfor og hvornår jeg sidst har været ved læge. Lægen tonser så videre og snakker om mine æggestokke, sukkersyge o.s.v. og det eneste han skal gøre er, at udfylde den attest der er ham tilsendt fra B. B. fra kommunen. Så kan han jo bare lade mine æggestokke være, de er fuldstændige urelevante lige nu. Men han vil ikke udfylde attesten. Og han vil lige undersøge det med mine oplysninger der er borte. Og jeg går hjem, helt rundt på gulvet, for det er lige som en spionfilm i tv, hvor der er personer der skal forsvinde helt ud af systemet. Sådan følte jeg det. Og jeg tænkte bare, den læge skal bare skiftes ud - ikke p.g.a. af de manglende oplysninger, der er ikke hans skyld. Men hele hans væsen, hans opførsel - ham brøds jeg mig ikke om. 
  
  

• Søndag den 2. November 2008. Lægen ringer.
  Midt i morgenkaffen ringer min mærkelige læge og snakker om alt muligt. Men det korte og det lange er at han har sat en undersøgelse i gang, for som han siger, det tror han kommunen vil forlange alligevel. Han er sgu så træls, kan han ikke bare gøre det han er blevet bedt om - at udfylde den helbredsattest. Nej det kunne han så ikke. Han vil jeg skal til en neurolog, for som han siger, så kan jeg fået en staturs attest på min sygdom nu i forhold til da den blev konstateret i 1997. Det lød da meget fornuftig at få den status attest. Men men men, han beder bare neurologen om noget helt andet, som han da vist lige i farten glemmer at nævne over for mig.
  
  

• Den 3. December 2008. Neurologbesøg.
  Besøg ved en neurolog i Horsens J. M. Ulrik, min mand har taget en fridag for at køre mig til Horsens. Og sikken en omgang. Jeg kommer ind og starter med at fortæller at jeg jo skal have lavet en status attest, fordi jeg har søgt om en handicap bil. Så kigger han på mig og siger ordret " Jeg er sgu ligeglad med din handicapbil, det er ikke derfor du er her " A hva', så står man der med åben mund og polypper. Nej min læge har åbenbart en skjult dagsorden, for han har sendt mig der op for at lave en behandlingsplan, uden min viden og ikke en statusattest. Neurologen og jeg vi snakker fuldstændig forbi hinanden, men det er jo klart, vi tror hver især på en anden grund til mit besøg der. Og neurologen vil ikke lave en status attest for den koster 5 gange mere end det han laver nu, og hvis kommunen vil have sådan en, må de selv bestille den - for det er ikke det min læge har bestilt. Nå jeg fik en meget overfladisk undersøgelse. Den som alle neurologer laver, slå med hammeren på albuer og knæ, kratter under fødderne med en pind. Men så lige pludselig synes han da også, at jeg skulle på sygehuset, + have piller for nervøs blære, piller mod smerter, piller mod træthed. Noget som jeg slet ikke havde bedt om eller var bekendt med at min læge ville jeg skulle 
  ( jeg skulle bare have en STATUSATTEST - kan de da for fanden ikke bare lave den statusattest - Nej ). Så jeg sad bare der og var helt rundt på gulvet og han trak det ene efter det andet ned over hovedet på mig. Og der var slet ingen der tænkte på at spørge mig om det var noget jeg kunne tænke mig. Og neurologen ville jeg skulle komme mindst 1 gang i mdr. for at prøve piller o.s.v. D.v.s. at min mand også ville være nød til at tage fri fast en gang i mdr. for at køre mig til Horsens + alt det andet han er nød til at tage fri for, for at køre mig. Da jeg kom ud der fra var jeg så rasende at jeg tudede. Det havde bare været spild af tid og en mistet dagløn. Og bedst som vi troede, at det var det sidste, og derfra kunne min ansøgning nu gå sin stille gang - men nej. Men jeg troede forkert. For nu startede det først.
  
  

• Den 3. December 2008. 
  Da jeg kom hjem fra neurologen, ringede jeg til B. B. på kommunen, for jeg var så gal som jeg ved ikke hvad. Min læge holder mig for nar, sender mig af sted med skjulte dagsordner, snakker slet ikke med mig om hvad han sender mig til og især hvorfor. Og hende fra kommunen, uha hun er på dupperne nu. Jeg mente jeg var nød til at orienter hende, for hun ville have resultatet fra neurologen, og jeg ville fortæller hende, at det der ville jeg ikke være med til. For alle de ting neurologen vil, dem vil hun nu at de skal til ende bringes 
  ( behandlingsmulighederne skal udtømmes ), det var jo noget hun rigtig kunne bruge. Alle behandlingsmetoder skal være udtømte, som hun siger. Og sæt nu at noget at det medicin de vil jeg skal have, det kunne få mig til at gå 180 m, for så var jeg ikke berettiget mere. Det var hendes ord. Man kan tydelig høre hun ikke er ansat til at varetage mine interesser, men til at varetage kommunes økonomi. Hun siger så mange gange; jamen det er jo mange penge det drejer sig om. Jo jo, men nu er det jo sådan at jeg får jo ikke bilen gratis. Jeg skal betale en ret stor sum tilbage, fordi jeg har en forsikring der giver mig lidt i hver mdr. Men enten er jeg berettiget eller ikke, længere er den jo ikke. 
  
  

• De efterfølgende dage, snakker vi, min mand, vores søn og jeg om det hele. Jeg er gået med til nogle piller til nervøs blære ordineret af neurologen, som jeg slet ikke kan tåle. Men jeg orker ikke og kan slet overskue alt det de vil trække ned over hovedet på mig. De vil tvinge mig til alt dette, og så er det jo ikke engang sikkert jeg kan få en handicapbil alligevel. Der beslutter jeg, det vil jeg ikke være med til. Jeg vil selv bestemme hvad jeg skal æde af piller o.s.v. og jeg vil slet ikke finde mig i at, jeg slet ikke bliver snakket med, om det er noget jeg har lyst til.
  
  

• Den 15. December 2008. 
  Der skriver jeg en mail til B. B. at jeg ikke vil finde mig i tvangsmedicinering. Jeg skriver en ordentlig smørre og skriver ordret, at jeg skifter læge, stopper ved neurologen samt jeg beder hende tage det med hun har på mig, med til næste teammøde i Januar. Og så må det bære eller briste. Min mand står fuldstændig bag ved mig, og som han siger; nu har vi klaret os med traileren indtil nu, det har været og er træls, men vi klarer det, og det gør vi også fremover. Nu måtte det bære eller briste, for uanset hvad jeg gjorde eller gik med til, så var det bare ikke nok og de blev ved og ved. Og om jeg skal være stavnsbundet et par år mere eller ej, det var jeg ligeglad med. Jeg ville bare ikke mere. B. B. fra kommune ville lige gøre mig opmærksom på, at hvis jeg skiftede læge, så startede jeg jo bare forfra. Men også der tog hun fejl. 
  
  

• Januar 2009. 
  B. B. fra kommunen har taget det med på teammøde, som jeg bed hende om. Og de vil have mere behandling, altså at udtømme behandlingsmulighederne. Men jeg vil ikke alle deres ting og sager, det skrev jeg allerede i d. 15. December 2008 - jeg vil ikke mere, kan ikke overskue det de vil tving mig til. Samt de vil jeg skal have lavet en motorattest, for at se om jeg overhovedet er egnet til at køre den store bil. Men jeg er klar over mine øjne bliver dårligere og dårligere, og ændrer i min ansøgning til at jeg ikke selv skal køre bilen. Og så er der pludselig nye og andre regler der gælder. Hun prøver hele tiden til at finde grundlag for at jeg ikke skal have den bil. 
  
  

• Den 20. Januar 2009. Motorattest.
  Jeg har fået skiftet læge til M. K. R. og sikken en dejlig oplevelse, hun var bare så sød og så forstående. Hun mente bestemt ikke jeg skulle spilde 500 kr. på en motor attest, hun skulle nok ringe til B. B. på kommunen. Det gjorde hun så. Resultatet var at mine øjne lige på det tidspunkt hun tjekkede, ikke var så ringe, men det ændre sig hele tiden, det er en af de trælse ting med min sygdom. Men vi blev enige om at jeg selv skulle styre det med at køre. Jeg var og er afklaret med, at mit kørekort måske forsvinder, men det hjælper ikke noget. Jeg ville ikke tilgive mig selv, hvis jeg påkørte en person, bare fordi jeg VIL køre bil. Så beslutningen er jeg skal ikke køre min handicapbil, det skal min mand eller søn. 
  
  

• Februar 2009. 
  B. B. fra kommunen ringer at det har været med på teammødet igen. Og at de ikke synes behandlingsmuligere er udtømte, det ville de, at de skulle være. At jeg skulle på sygehuset og spise alle de piller og så kunne jeg søge igen om ½ eller 1 år igen, når man kunne se om der var noget ændret til det bedre. Men min sag skulle forelægges en lægekonsulent ugen efter. 
  
  

• Efter den besked var jeg klar til et afslag, og var begyndt at skrive anken / klagen. Jeg ringede til mig nye og søde læge og fortalte om det hele. Hun gør alt hun kan for at hjælpe. Og det vil hun også gøre nu. Men sagde hun, vi afventer lige lægekonsulenten, for hvis vedkommende ikke kan se noget, bare alene din gangtest. Så anken og læge var ved at blive kørt i stilling. 
  
  

• Den 18. Marts 2009. 
  Havde B. B. fra kommunen min sag med hos lægekonsulenten. og der er der vist sket et og andet. Med positiv udfald for mig. 
  
  

• Den 19. Marts 2009. 
  B. B. fra kommunen ringer, at min sag har været med ved lægekonsulenten. Og at alle behandlingsmuligheder nu er udtømte, der kan ikke gøres mere for mig. Samt at det med sygehuset, det skal jeg selv bestemme, det er frivillig. Hold da op en kovending på mindst 500 grader. Den lægekonsulent har da vist fortalt hende et eller andet. Nu skulle vi endda aftale en dato for en bilprøvning. Vi skulle ikke engang ud og afprøve flere biler, for at finde den bedste, billigste, mulige løsning. Nej hun og en fra Ford ville komme med en Ford Transit, som vi havde snakket om hele tiden og som vi selv havde afprøvet. 
  Sikken en kovending, og der er intet sket siden den dag hun ringede at jeg kunne søge igen om ½ - 1 år igen. Og nu var alle behandlingsmuligheder udtømte, uden at jeg havde gjort noget som helst. Mærkeligt !
  
  

• Den 7. April 2009.
  B. B. fra kommunen og en herre fra Ford, kommer med en bil på min privatadresse, en Ford Transit til afprøvning. Jeg bliver hejst lidt op og ned. Og det går rigtig godt. Men hvor er det mærkeligt at stå der sammen med B. B. når man nu ved det ikke er hendes mening at jeg skal have bilen og slet ikke nu. Hun har ikke et sekund varetaget mine interesser. Og nu står hun der og er så sød og så forstående. Jo jo, sikken en ko - vending. Gad vide hvad den lægekonsulent har sagt !
  
  

• Den 30. April 2009.
  Netop den dag kunne min svigermor havde fyldt 70 år, hvis hun havde levet. B. B. havde været til møde og ringer, og jeg er blevet bevilliget en handicap bil, den Ford transit jeg gerne vil have. De vil dog ikke bevillige et trinbræt og indstigningshåndtag. Det synes jeg var lidt træls, for når jeg har gode dage, ville jeg gerne " kravle " ind på normal måde, for at holde mig i gang. Nu er jeg tvunget til at tage liften i bag uanset. Ellers må vi selv igen til lommerne.
  
  
  Det er bare så lækkert jeg får den bil nu, sikke alle de problemer der nu bliver løst. Og det viser også at man ikke bare skal finde sig i hvad som helst. Det kan godt betale sig at blive stædig og ikke bare hoppe med på alt hvad folkene på kommunen vil, og alligevel kan det lykkes.
  
  
  Så nu venter jeg bare på min bil - og hvor jeg glæder mig. Det eneste der mangler er bevillingen på papir, at jeg skal underskrive gældsbrevet og klausuleringen.
  Tænk at jeg kan have alle mine hjælpemidler med. At vi kan komme ud at køre hele familien på én gang, og kan være der. At jeg igen kan komme nogle steder også om aftenen. At vi ingen parkeringsproblemer får mere. At vi 3 kan tage på sommerferie uden vi behøver at skulle af sted 3 mand i 2 biler og med en kæmpetrailer. At jeg ikke skal tænke på en handicapbil de næste 6 år. Nøj hvor jeg glæder mig.
  Det er livskvalitet at kunne komme rundt som alle mulige andre " normale ".

Lidt love og regler, gode råd.