Vingstedlejren.

Nogle dage senere blev jeg bevilget sommerferie, men forinden modtog jeg et tilbud om at blive chef for den nyoprettede drengelejr i Vingsted, hvor det var tanken at anbringe 700 store drenge, da man i flygtningeadministrationen ikke vedblivende turde tage det ansvar at have dem i de store lejre, hvor de mere aggressive kvinder var begyndt at nære en for stærk interesse for dem.

Da Hr. Blume og hele min gamle stab skulle overføres til Vingsted, og det af overlærer Warncke blev mig tilstået, at professoren, fru dr. Buchholtz og familie Wetzel måtte komme tilbage, slog jeg til, og efter en vellykket ferie tog jeg sammen med overbetjent Sørensen, Frk. Uldahl og alle mine medarbejdere til Vingsted, hvor jeg nær havde fået et chok, for en mere ejendommelig lejr skulle man lede længe efter. 

Lejren begyndte ved indgangen til Vingsted station, hvor der var en stor velindrettet hospitalsafdeling indhegnet bag en høj pigtråd. Over for denne var et par små træbarakker der var bestemt til kontorer for lejrlederen og vagten samt bolig for den tyske tillidsmand i dette tilfælde Hr. Blume. Forsatte man ad vejen mod skydebanerne, var der i en stor betonbunkers indrettet spisesal og køkken for den danske afdeling der nu var på 40 personer. Længere ude ad samme vej var der tørvelade og hestestald med 6 heste, og på en lille skrænt en hyggelig villa til den danske stab. I forhold til Fitting var her komfortabelt, og Frk. Uldahl indrettede alt på bedste måde.

I en lille hulvej op mod Ødsted var et epidemihus, men selve flygtninge lejren havde jeg endnu ikke set. Det viste sig, at der var hele tre særlejre til flygtningene, og det tog flere minutter at gå fra afdeling til afdeling. Den venligste af de tre lejre var beliggende over for svømmebassinet. Det var et stort stenhus med mange gode rum og et dejligt køkken, og der var en ret rummelig indhegning om huset; svagheden var kun, at børnene, der skulle interneres her, ustandselig havde den store boldbane og svømmebassinet for øje, uden at de nogensinde kunne benytte dem.

Den næste afdeling var midt i skoven, og man kunne ikke undgå at blive deprimeret, når man gik ind i lejren, hvor pigtrådshegnet stod i vejbredde fra huset. Med skræk tænkte jeg på, hvordan flygtningene ville befinde sig her - jeg vidste, at jeg selv ville være ulykkelig. I det ene hus var to af de store sovesale, efter mit skøn straks ved min indtræden, uanvendelige til menneskelig beboelse, derimod så det ud til, at skruptudserne trivedes godt. En af håndværkerne fortalte mig, at årsagen til kulden var, at huset var bygget på en særlig kold grund, da tyskerne havde brugt det til oplag af bildæk og lignende varer.

Der var et dejligt køkken i lejren, og der var ved at blive opført en barak til de mange lærerfamilier, der skulle komme. Ellers var alle rummene i lejren jævnt triste, og inden for hele området vadede man i fedtet skovjord og ler, så opmuntrende var det ikke. De to bedste rum blev reserveret professoren og søster Hanni, sidst nævnte skulle bruge sin stue til ambulante behandlinger. Den tredje lejrafdeling var svær at finde, da den var gemt væk højt oppe i skoven. Vejen derop var ganske bedårende, men lidt af min begejstring svandt, da jeg hørte, at der ikke var vand deroppe, og at vi skulle forsyne hele afdelingen med vand fra den nedre lejr.

På grund af vejens utrolige stejlhed ville løbskkørsel næsten være uundgåelig. Da huset var bygget til pakhus for vigtige varer, stod træerne tæt omkring det, så selv i sommervarmen føltes her klamt, og lyset måtte nødvendigvis brænde dagen igennem; men værst var det, at man også her havde stillet pigtråd sådan, at man følte sig som i en fold.

Flygtningene delte ikke mine mærke anelser, de synes, at de var kommen i paradis, for i de første dage stod alle portene mellem de forskellige lejre åbne, da vi alle måtte løbe frem og tilbage under vort arbejde med at bringe i orden. Fru Blume strålede som en sol, hun nød stilheden i skoven, hvor hun gik og plukkede hindbær, og hun længes absolut ikke tilbage til Fitting, og mine anelser fandt hun ubegrundede.

Jeg drøftede bevogtningen med overbetjent Sørensen, og han svarede åbenhjertigt: 
" Lejren er sgu fuldkommen umulig at bevogte, det kræver et helt regiment, hvis det skulle være effektivt ". Vi skulle have hele forplejningen fra Kolding, mælken skulle vi hente på mejeriet i Ødsted, og Frk. Uldahl skulle handle hos de handlende i Ødsted.

Søster Hanni var det mest praktiske menneske i lejren, og sammen med hende sled og slæbte jeg for at alt kunne være i orden, inden flygtningene kom. Da vi en dag gik op i Skovhuset sammen, skød vi en genvej ad en lille stejl sti, og jeg var lige ved at forglemme min værdighed og byde hende min arm; men Gud ske lov ihukom jeg min egen ophøjethed og erindrede mig, at søster Hanni kun var " en flygtning " og således ikke havde krav på nogen høflighed fra min side. Jeg sendte hende et lille signende nik, og hun forstod mig.

Et par dage efter blev overbetjent Sørensen til sin store ærgrelse trukket ind til Kolding, og i stedet fik vi en ung overbetjent Quizt Sørensen, der var ledsaget af sin kone, og straks fra den første dag synes Frk. Uldahl og jeg godt om vores nye husfæller, og overbetjenten og jeg havde let ved at samarbejde. Hospitalsindretningen kom ikke mig ved, ligesom hospitalspersonalet, når de kom, ikke sorterede under mig som lejrchef, men udgjorde en stat i staten. 

Fra sundhedstjenesten i København ankom kort efter Frk. Lassen, der var ledsaget af Tvedvej 2's tidligere lejrchef, Hr. Arne Jensen, der skulle hjælpe Frk. Lassen med at indrette hospitalet. De blev begge indkvarterede oppe i huset hos os, og vi havde det meget fornøjeligt sammen. Fra Fittinglejren havde vi til alt held medbragt vort køretøj, og når vi havde sluttet vort dagværk, begav vi os på udflugter i omegnen, og af og til besøgte vi med vore gæster Frk. Uldahls og mit hjem i Egtved.

Vi havde en lykkelig evne til altid at opleve noget morsomt. En dag vi trillede hen af landevejen, gispede Frk. Uldahl latterkvalt: " Se der ". Det var jernringen om det ene hjul, der havde løsnet sig og nok så nydeligt løb foran; men til alt held indfangede vi den da igen. Nok så alvorligt var det en aften, vi var på vej ned ad den lange bakke fra Ødsted. til min rædsel mærkede jeg pludselig, at alle fire hammelrebe var faldet af, og hestene var blevet urolige.

Fru Quist Sørensen skreg og ville hoppe af, Frk. Lassen skiftevis rejste sig og satte sig, og Frk. Uldahl sad og holdt sig krampagtigt fast. Vognen slingede af sted, og jeg bad til Gud, at vi måtte slippe godt fra den færd. Til alt held var der midt på bakken en sandet sidevej, og det lykkedes mig at få hestene drejet derind, og vi var reddede, men længe efter rystede vore ben af spænding.

Ved siden af mig stod der på kuskesædet en stor papkasse med æg, og det lykkedes mig at holde kassen, så æggende var i behold, og uden at tænke over det udbrød jeg lettet: " Det var godt, vi reddede æggene ". Min uskyldige bemærkning fik damerne til at fnyse af indignation, og Frk. Lassen udbrød krænket: " Nej, ved de nu hvad, Hr. Lund, her har vi svævet i den største far, og så gælder deres første tanke en kasse æg ".