Uro på drengehjemmet.
Der
ko stadig nye grupper af flygtninge til lejren. Fra Oxbøl kom
en flok store østprøjsiske drenge under ledelse af en lærer
Lidtke. De største af drengene blev inddelte i arbejdskolonner
og fik overdraget lejrens forskellige arbejde, og gennemgående
var det flinke drenge. De mindre drenge gik i skole nede på
drengehjemmet, hvor hjemmets husfar var den unge nazislyngel,
der i sin tid fra Lejrskolen havde fået professoren stafforlagt
til Fitting.
Det
virkede ret chokerende på professoren, da han hørte det, og
han spåede, at der ikke ville vare længe, før der kom uro i
huset. Det var en meget myg og krybende Gøhring, der en dag
hilste på professoren, da denne kom ned på hjemmet for at tale
om undervisningen. Hr. Gøhring var en smuk, ung mand, og han
havde forstået at gøre sig populær i Kolding, hvor de
selvsagt ikke havde let ved at gennemskue en falskner.
En
meget stor gruppe forældreløse børn kom kort tid efter fra en
lejr ved Silkeborg. De blev indkvarteret på drengehjemmet ved
Hr. Gøhring, og næsten øjeblikkelig blev der uro i huset.
Drengene sagde, at de ville ikke en gang til under nazikommando,
og damerne i køkkenet, en Fru Medritski og hendes døtre samt
et par damer, der havde fulgt børnene fra Silkeborg, tog parti
for dem. Det endte med, at der måtte afholdes et retsmøde i
lejren, hvor de forskellige beskyldinger kunne prøves.
Under
forsæde af mig nedsattes en ret med repræsentanter fra de
forskellige skoler som meddommere, og i et fire timer bevæget
møde trevlede vi nu bestående konflikt op. Sagen endte med, at
tre drenge hver fik nogle lussinger, og Gøhring indstændige
pålæg om at dæmpe tonen ned, samt at min pålidelige ven Frk.
Kerl fra Fitting blev indkvarteret i hjemmet som min personlige
iagttager. Lussingerne brændte i min samvittighed, for jeg
følte, at det eneste rigtige havde været at smide Gøhring ud
af huset, men luftværnskontoret havde givet mig pålæg om at
få sagen til at glide. Jeg fik dog ikke lang tid til at græmme
mig, for da det politiske politi kom, tog de ham med det samme,
og en ingeniør Pacale fra Tvedvej 1 blev næste husfar,
samtidig med, at han fik al udendørs arbejde i lejren under
sig.
Nogle
dage efter observerede søster Hanni, at en dreng på
drengehjemmet havde fnat på sin krop, og hun mente, at han
havde fået det ved samleje med hjemmets 23 årige
sygeplejerske, der ene af alle på hjemmet havde nægtet at
klæde sig af for søster Hanni, i hvilken anledning hun bad mig
tage affære.
Jeg
lod derfor den unge dame kalde og lod hende vide, at nægtede
hun forsat at lade sig undersøge, ville hun blive arresteret
på stedet. Hun måtte så opgive sin vægring, og ved
undersøgelsen viste det sig som ventet, at hun havde fnat. til
trods herfor nægtede hu, at drengen havde stået i forhold til
hende.
Jeg
tilkaldte så drengen, der var fyldt 15 år og normal af
størrelse, og han indrømmede, at han plejer at gå til
søsters værelse når han troede, de andre drenge sov; allerede
i Silkeborg havde de begyndt at stå i forhold til hinanden.
Søsteren blev omgående fjernet fra lejren og fra Kolding skrev
hun en tid de mest lidenskabelige breve til drengen; breve, der
dog alle havnede i min papirkurv.
En
lærer Boltz på drengehjemmet var irriteret over, at alle i
huset flokkedes om mig, når jeg kom på min daglige runde.
" Husk dog på, børn, " sagde han " Hr. Lund
hører dog, når alt kommer til alt, til fjenden ".
Børnene grinede ad ham, og de små fortsatte med at løbe mig i
møde.
