Snebolden.

Efter de fredelige juledage kom hverdagen på ny, og jeg fik det indtryk, at militæret måtte have angret sin mildhed i julen; i alle tilfælde blev der kontrolleret og regeret, så jeg var lige ved at opgive ævret. En pudsig oplevelse indtraf, da den tykke Fru Buchegger en dag havde forvildet sig lidt i skoven fjernt fra alle menneskelige boliger. Ledsaget af to, tre soldater med skydere blev hun ført til vagtkommandøren, og jeg blev tilkaldt.

Da jeg trådte ind i lokalet, var det mig ikke muligt at undertrykke et smil, da den gamle kone, straks hun så mig, bønfaldende rakte sine arme frem mod mig og tryglede: " Åh, kære, gode hr. lejrfører frels dog mit liv fra disse skrækkelige soldater. Nu er jeg kommet godt igennem hele krigen, og jeg ønsker dog ikke at dø i denne skov ". Jeg pålagde Fru Buchegger aldrig mere at forlade vejen, hvad hun rystende af skræk forsikrede mig om, at hun ikke skulle gøre, og så reddede hun da livet for denne gang.

En anden tildragelsen indtraf et par dage efter. En af herrerne fra Helmholtzskolen havde været nede i badstuen med ca. 20 drenge. Da de efter badet vandrede hjem, kom to af drengene løbende et lille stykke bagefter de øvrige, men vagten holdt dem tilbage, og deres lærer observerede til alt uheld ikke miseren. Drengene gik så til køkkenet, hvor der var telefon, for at telefonere til mig om deres uheld, og jeg satte mig i forbindelse med vagten som jeg anmodede om at lade drengene passere. De slap nu ud af skolelejren og vendte næsen mod Skovhuset, men da de ikke havde passersedler, nægtede vagten dem at komme ind. De arme drenge var uden overfrakker, og de rystede af kulde, og nu måtte de ned i lejren igen for at få en passerseddel, og omsider lykkedes det dem efter et par timers trængsel og besværligheder at nå tilbage til deres lejrafdeling. 

Hvis det var et isoleret tilfælde, havde det ingen nød; men når det var noget dagligt forekommende, var det fortrædeligt for alle. Det var selve lejren, der var forfejlet, og yderligere led vi under, at militæret skiftede mandskab hver dag, så vagterne nåede aldrig at blive kendt med forholdene, og det var håbløst at forklare nogen noget, for dagen efter var de borte. 

Jorden var nu skjult under et tykt lag sne, og børnene fornøjede sig med at slås med snebolde i deres frikvarter, og en aftensstund begyndte nogle drenge en rask lille kamp, før de skule i seng.

Da skete der der frygtelige, at en oversergent passerede lejren på den anden side af den snævre pigtråd, og en ulyksalig snebold strejfede hans kappe. Det var dobbelt ulykke, at det var en mand, der havde et særligt hadefuldt sind efter et ophold i en tysk koncentrationslejr. Ude af sig selv af raseri over den fornærmelige snebold styrtede han ind i selve interneringslejren og trængte seks drenge op i en krog, og med maskingevær i ryggen blev de nu ført op til mit hus, hvor døren blev slået op med et brag, og de arme knægte, der rystede af skræk, blev skubbet ind i stuen.

Undrende betragtede jeg optoget og sagde anerkendende: " Der har de vel nok gjort en stor fangst, Hr. oversergent ". " Jeg er blevet generet af disse drenge, og det finder jeg mig ikke i " buldrede oversergenten. " Det skal de heller ikke; men lad mig få at vide, hvad der er passeret ", anmodede jeg, og oversergenten berettede om den famøse snebold ". 

" Ja, så må jeg jo se at finde synderen, " sagde jeg bestemt, og idet jeg greb fat i den nærmeste dreng, så jeg han indædt rasende i øjnene og brølte af min lungers fulde kraft: 
" Har du gjort det ? " Det var en lille, tynd knægt, og hans knæ slog klik af skræk, og med tårer i øjnene forsikrede han: " Nej, nej, Hr. Lund, jeg har virkelig ikke gjort det ". " Du kunne også lige vove på det, " truede jeg, hvorefter jeg åbnede døren og skød drengen ud i gangen og tog fat på den næste. Den samme komedie gentog sig med alle seks drenge, der alle erklærede sig uskyldige.

Da efterhånden alle drengen var ekspederet ud af stuen, og jeg var blevet alene med oversergenten, sagde jeg roligt til ham: " Det ser ud til, at de alligevel ikke fangede den rette dreng ". " Hy ", fnyste han rasende, " og det tror de, at de kan byde mig, der har været i tysk koncentrationslejr; men de tror forkert. Bilder de dem ind, at de er her for at holde hånd over tyskerne, har de overhovedet intet begreb om, hvad man venter sig af dem. Jeg skulle gerne med min maskinpistol skyde alle de snottede drenge ". De har tilsyneladende lært helt godt af nazisterne ", sagde jeg roligt, " med hensyn til mine kvalifikationer vil jeg blot sige, at de er et alt for umodent menneske til at kunne sætte dem til dommer over, hvad jeg foretager mig ". 

" R - I - I -S " - det var oversergenten, der skar tænder, og pludselig for han mod døren, idet han skreg: " Nu går jeg, så kan de sgu selv slæbe deres snottede unger tilbage til lejren ". " Nej, stop lidt ", indvendte jeg, har de slæbt børnene herop, må det blive deres sag at bringe dem tilbage, jeg gør det bestemt ikke ". Døren blev smækket i med et brag, så huset rystede, og jeg hørte oversergenten kommandere, og lyden af mange fodtrin sagde mig, at han tog drengene med sig. 

Den følgende formiddag telefonerede en kaptajn fra Vejle, " Ja, det er en højst alvorlig sag for dem, Hr. Lund, " begyndte kaptajnen samtalen, og jeg svarede: " De får først oplyse mig om, hvad der er passeret, for mig bekendt er der intet, der kan give nogen anledning til at anlægge den tiltale, de anvendte over for mig ". Kaptajnen snerrede rasende: " Snebolden ! " - " Nå snebolden ", gentog jeg, " Jeg mente, at den sag var ude af verden ? ". " Aldeles ikke " genmæglede kaptajnen, " og de skal høre nærmere fra os ". 

Det gjorde jeg også. Da jeg om eftermiddagen sad oppe i professorens stue, blev der telefoneret, at en officer ønskede at tale med mig, og jeg gav besked om, at man viste vedkommende ind i mit kontor. Da jeg kort efter sluttede samtalen med professoren og forlod hans stue, blev jeg noget bestyrtet ved, at en militærjeep i rasende hast bremsede op foran v. Steinskolens barak; militæret havde absolut ingen rettigheder på denne side af pigtråden. 

En ung, pelsklædt officer sprang ud af bilen og styrede lige mod mig; men jeg betydede ham, at jeg ikke gav audiens i en flygtningelejr, ønskede han at tale med med mig, måtte han komme på kontoret. aldeles rasende skreg han ustandselig mit navn for at fastholde mig, men jeg fortsatte uforstyrret min gang, og et par minutter efter stod vi overfor hinanden på kontoret, og det skal siges, der blev ikke sparet på krudtet. Da jeg forstod, at sagen ville blive ført frem til de højere instanser, skrev jeg en syn sider lang meget detailleret rapport til luftværnskontoret i Kolding, og militæret skrev deres rapport, so de ledsagede af en fortrolig skrivelse, hvori de anklagede mig for at være tyskvenlig. 

Jeg blev nogle dage senere kaldt til Kolding, hvor viceluftværnschefen ville tale med mig om både snebolden og min stilling i al almindelighed. - Hr. Damgård bebrejdede mig enkelte tilfælde hvor jeg havde sagt ja, men hvor han synes, at jeg skulle have sagt nej. " De må sgu da have lært at sige nej ", sagde han alvorligt, og jeg svarede: " Det har jeg, Hr. Damgård, og som oftest bestiller jeg ikke andet; men der er tilfælde, hvor jeg synes, at jeg må sige ja, selv om jeg ved, at det er i modstrid med den officielle mening ". " Ja, ja " indvendte Hr. Damgård, " det er sgu da tyskere, vi har at gøre med, så der er ingen grund til at tage på dem med glacéhandsker ". 

" Det ved jeg udmærket, Hr. Damgård ", svarede jeg; " men jeg har ikke i sinde at være chef for en koncentrationslejr; jeg mener, at det er en flygtningelejr, jeg er chef for, og ikke en fangelejr. Når først man har hegnet tyskerne inde bag pigtråden, hvad jeg mener er det eneste rigtige, må livet indenfor pigtråden i alle tilfælde være menneskeværdigt ". Jeg var blevet ivrig, for jeg følte, at vi i dag måtte have talt ud ". " Jeg må tilstå, at sommetider synes jeg fandme ikke, de er rigtig klog ", sagde Hr. Damgård hovedrystende. " De har en sjælden evne til altid at gøre noget uventet ". 

Det kommer af, at jeg ikke behandler de internerede som ligegyldige elementer, der er mig påtvunget, men som mennesker, der også kan have deres små ønsker, og kan jeg ikke fortsætte den linie, kan luftværnschefen se sig om efter en anden lejrchef ". " Så, så ". Dæmpede Hr. Damgård og pustede. " De er vel til at tale med ? " " Selvfølgelig, " nikkede jeg, " men der er ting, som der for mig ingen diskussion er om ". Hr. Damgård slog pludselig om i en helt andet tone og sagde fortroligt: " Jeg kan fortælle dem, at borgmester Juhl har deres sneboldrapport liggende på sit natbord, og at han har læst den tre aftner i træk, inden han har lagt sig til at sove ". 

" Det glæder mig ", svarede jeg, " for så forstår sikkert både borgmester og alle andre bedre, hvor nødvendigt der er, at Vingstedlejren har en human lejrchef ". " Det var som fanden ", sagde Hr. Damgård. " Ja, det mener jeg, og jeg er vis på, at ved de lejrchef, ville de i mangfoldige tilfælde handle ligesom jeg ". " Det er muligt ". Hr. Damgård rejste sig, samtalen var forbi.

Nogle dage senere troppede der tre kaptajner op i Vingstedlejren. Det var d'herres mening at fortælle mig, hvordan de mente, en lejrchef skulle optræde, samtidig med at vi skulle drøfte en del praktiske spørgsmål angående den umulige bevogtning. Da det blev for koldt ude, anmodede jeg de herrer om at gå med indenfor, og her kom de med de bitreste bebrejdelser angående den ulykkelige sneboldaffære. Da jeg efterhånden synes, at jeg havde hørt nok, og min modpart ikke havde væsentligt mere at sige, gik jeg hen til mit skrivebord og fandt nogle russiske og franske breve frem, og så bad jeg d'herrer høre på mig. 

" De har nu brugt mere end en time til at fortælle mig, hvor ringe en lejrchef jeg er efter deres opfattelse, og det er ad omveje blevet mig bekendt, at der fra Vejle er sendt garnisonskommandanten Grev Trampe i Fredericia, en fortrolig rapport om min formodede tyskvenligt indstilling. Lad mig fortælle d'herrer, at det er håbløs gerning, og for at overbevise dem, vil jeg anmode dem om at gøre dem bekendt med disse dokumenter, der overflødiggør al videre diskussion mellem os ". Jeg lagde papirerne foran officererne, og de så usikre på de fremmede skrifttegn.

" Jeg går ud fra, at d'herrer er akademikere og kendt med de mest almindelige hovedsprog ? " sagde jeg ironisk, da deres passivitet sagde mig, at de ikke forstod et pluk. " Må det være mig tilladt at informere dem. Dokumenterne er franske og russiske, og d'herrer kan i alle tilfælde læse dateringen 1943 og 194. De kan således forstå, at når jeg under selve krigen kunne få fortrolige tilkendegivelser af ovennævnte art, var det ikke fordi mine sympatier var tyske ". Officererne sagde ikke noget, og jeg tillod mig derfor at sige: " Jeg formoder, at spørgsmålet er uddebatteret. Jeg har arbejde, der venter og tør måske bede dem forlade min stue ".

Det blev den sidste militære konference, jeg førte i Vingstedlejren. I tiden, indtil lejren blev opløst, gik det uden større brydninger af nogen art med bevogtningsmandskabet. Da jeg en dag drøftede spørgsmålet med Fru Wetzel, sagde hun: " Jeg har hele tiden haft det indtryk, at soldaterne gerne ville være venlige; i julen gav de os hånd og kom med deres overskud af mad; men officererne har drevet dem frem, og de er angst for at blive knaldet ".

En enkelt soldat forsøgte at få fat på en flygtningepige, men ellers var deres optræden upåklagelig. I mit stille sind beklagede jeg, at det ikke var en officer af Ritmester Zeilaus format, der var regimentschef, med hans lune og praktiske sans ville alle vanskeligheder have været overvundet.