Provst Grübner besøger lejren.

Det vakte stor ophidselse i lejren, da der en formiddag blev telefoneret fra luftværnskontoret i Kolding, at Berlins stedfortrædende biskop ville besøge os i løbet af dagen. Drengenes undervisning blev annulleret, og alle drøftede, hvad den lærde herre vel kunne have at sige. Så snart provst Grübner kom, kørte vi op i lejren, hvor provsten fra rampen foran Borsigskolen talte til de forsamlede, der trængte sig tæt om ham.

" Mangel på uld vil blive mindre, når sådanne 500 uldhoveder kommer hjem ", begyndte han overraskende sit foredrag. Drengene skulede lidt til ham, men snart lyttede de intens, da provsten bebudede deres snarlige tilbagevenden. " I skal dog ingen særlig hast have, for vi har ikke brød nok til alle, og jeg kan ikke indtrængende nok bede jer om at udvise taknemlighed mod jeres gæsteland, der på en storslået måde har sørget for jer indtil i dag, trods de lidelser vore landsmænd har bragt over mange danske hjem ". 

Efter provstens tale var der en sammenkomst på hospitalet for lejrens lærerkollegie. Straks vi var samlede, begyndte Dr. Heidrich og adjunkt Smallenberg at bestorme provst Grübner med de mest idiotiske spørgsmål. Hvem der garanterede, at de ikke ville blive plyndret på rejsen ? Hvordan de skulle værge sig, hvis russerne ville slæbe dem til Sibirien ? - og snes af andre lige så tåbelige spørgsmål.

Den ulykkelige mand så fortvivlet på mig, og jeg klappede i hænderne og sagde: " Jeg må anmode d'herrer om at tage plads ", og ved at trykke dem ned i en stol lykkedes det mig at befri provsten for hans plageånder. " Da tiden er kort, vil jeg gerne anmode provst Grübner fortælle de herrer, om der har været koncentrationslejre i Tyskland eller ikke. Dr. Blask udtrykte for nogen dages siden sin tvivl; jeg formoder, at provst Grübner kan informere de forsamlede herskaber ", indledte jeg, og provsten rejste sig langsomt og sagde tungt. 

" Der er intet, jeg har lettere. De behøver blot at se min misdannede mund. SS - soldaterne i koncentrationslejren i Stutthof slog alle mine tænder ud; men det var kun en dråbe i det lidelsernes hav, jeg måtte igennem. De nåede dog så vidt med mig, at de fik mig slæbt op i en ligdynge, og jeg var blevet brændt, om ikke gode venner havde fundet mig. De opdagede, at mit hjerte slog endnu, og de fik mig slæbt i sikkerhed og arbejdede med mig, til jeg vendte tilbage til livet, og kort efter blev vi befriede af de fjendtlige hære, hvis fremrykning havde været vort eneste håb ". 

Da provsten sluttede din lange og grundige redegørelse, blev der fra flere sider stillet ham spørgsmål om russerne, og da de bestandige gentagelser trættede ham, udbrød provsten til sidst noget afvisende: " Mine herrer, jeg må sige de, at af Berlins fire militærchefer er den russiske den fornuftigste og den, man bedste kan ordne en sag med. Med hensyn til en eventuel fortsættelse af krigen vil jeg blot sige, at den, der taler krig, ja blot tænker derpå, i mine øjne er en forbryder. Det er ikke revanchekrig, der er Tysklands behov, vi har kun en interesse, og det er fred, ellers går hele nationen til grunde. Elendigheden er så stor, at ingen af de tilstedeværende kan fatte den, vort folk var i sandhed ført til afgrundens rand af disse forbrydere ". 

Provsten fortalte flere rystende træk, men det var tydeligt, at hans ord gik hen over hovedet på Dr. Heidrich, der gang på gang begyndte at tale om sin bagage. Da sammenkomsten sluttede, styrtede de to uhyrer sig på ny over deres offer, der forgæves forsøgte at ryste dem af sig, hvorfor han til sidst fortvivlet bad mig: " Skil mig dog af med de græsselige mennesker ". - 
" Hr. Heidrich ", skreg jeg rasende, " hvis ikke de og Hr. Smallenberg ufortrødent begiver dem hjem, bliver de arresteret, har de forstået mig ? " - " Moment, Hr. Lund " indvendte Dr. Heidrich og lagde sin hånd på provstens arm; men nu havde komedien varet mig længe nok, og jeg brølte af mine lungers fulde kraft: " Marsch ! " Og de to utyske slap deres offer, der var segnefærdig af overanstrengelse og bad om lov til at få et sted at hvile sig. 

Da familien Stoye på grund af Fru Stoyes skrøbelige helbred gerne ville blive i Danmark så længe som muligt, havde de modtaget et tilbud om at komme til lejren i Ry, hvor der var en katastrofal mangel på lærerkræfter. Der blev holdt afskedsfest i Helmholtzskolen for det afholdte lærerpar, og da de var borte var de tilbageblevende lærerfamilier delt to mod to, og det var om muligt værre end nogensinde. 

Ret uventet dukkede Dr. Stoye en dag op i lejren, da han gerne ville sikre sig alle de skolebøger, lejren kunne afse. Til de forsamlede elever i Helmholtzskolen sagde han: Tak hver Gud, at i har en lejrleder som Hr. Lund, I ved ikke, hvad det vil sige at være interneret. I Rylejren møder man ingen glade mennesker, og min hustru og jeg er enige om, at vi vil forlade lejren, så snart det er gørligt ". 

Drengene, der altid havde vist mig stor venlighed, bestræbte sig yderligere for at glæde mig, og jeg på min side søgte at skaffe dem nogle små goder, når det kunne lade sig gøre. Næsten hver uge sivede nogle drenge ud af lejren, idet da blev annekteret af familier, der havde fået rejsetilladelse, eller man skaffede dem ud af landet som " tidligere værnemagtsmedlemmer ". Den yngste, der forlod Danmark på denne måde, var en 9 - årig dreng fra Vingstedlejren. 

Det var feltmeister Zeifert fra " Dienstgruppe Dänemark " der ordnede disse transporter, og der var sådan set kun grund til at være glad for dem; men de rummede den fare, at nazister, som indtil nu ikke var blevet afsløret, kom ud af landet på denne mere bekvemme måde. Da feltmeister Zeifert en dag kom på besøg i lejren, øjnede de herrer Smallenberg og Heidrich deres store chance, for der var intet, de frygtede mere end at blive stillet for en afnazificeringsdomstol i Berlin. 

Til deres ubeskrivelige glæde lovede feltmeister Zeifert de to herrer, at blot de havde et eller andet papir, skulle han få dem ud af landet. Hr. Smallenberg havde været ved det frivillige brandværn i Berlin, og det blev accepteret, og Dr. Heidrich kunne fremvise et andet tåbeligt dokument, som feltmeister Zeifert lige så beredvilligt sagde god for, og de brødre i ånden jublede; men alligevel spurgte de; " Er det nu også ganske sikkert ? ". " Hav ingen ængstelser, mine herrer ", lød feltmeister Zeiferts venlige svar, " jeg ordner det hele med min gode ven og foresatte, kaptajn Skjoldagger. Han har endnu ikke nægtet mig noget, og vi har det bedste samarbejde, da han i sin tid har været i Finland som frikorpsmand for at kæmpe mod russerne ". 

" Aha - ", udbrød Dr. Heidrich befriet, " så tror jeg, det vil lykkes ". En dag var Reinhardt Skrypski mellem dem, der skulle drage bort, og hans sidste gang var op til mig for at aflevere Buster, som det kneb ham frygtelig at skilles fra. " Buster - min Buster ", kælede han for den og glattede dens pels. Så kom han hen til mig, og pludselig løb tårerne ned af hans kinder, han var så uendelig ene igen, og han følte det. Jeg bredte mine arme ud, og ganske stille gled han ind i min favn. " Farvel min dreng ", sagde jeg, idet jeg strøg hans hår, og næppe hørligt hviskede han: " Farvel, onkel 
Paul ", og så forlod han stille min stue.

En ganske besynderlig tildragelse udspillede sig et par dage senere, idet der blev telefoneret fra luftværnskontoret, at der der ville komme en bil fra Kolding til lejren for at hente to af v. Steinskolens elever, der var særlig musikalsk. De skulle i Kolding musicere til et såkaldt 
" Englænderbal " i englændernes rast - camp. Drengene skulle gøre sig færdige straks. Jeg sendte bud efter de to unge mænd, og de var ved at gå i gulvet af grin, da de hørte, hvad man havde tiltænkt dem at opleve; men først måtte jeg forsikre dem, at jeg ikke holdt dem for nar. En time senere rullede de ud af lejren stolte som spanier, den uniformerede, engelske chauffør havde slået hælene sammen for dem og hilst med militær honnør.

Da de dagen efter kom hjem, var de revnefærdige af vigtighed, og de berettede vidt og bredt om deres oplevelser, Bl.a. fortalte de om en ung dame på ballet, som havde været så aggressiv overfor sine kavalerer, så hun var blevet kørt ud af salen i stiv arm af en dansk herre, der var inspektør på ballet, hvorefter en englænder i forhallen havde givet hende lussinger. Med undtagelse af spiritus havde drengen fået alt, hvad hjertet kunne begære, og de håbede på snart igen at komme til Kolding, men det sket nu ikke.

Dr. Heidrich havde indøvet et lystspil med elever fra Helmholtzskolen, og en aften beredte de os en strålende oplevelse ved opførelsen. Stykket hed " Krack om Jolante ", og Jolante var et svin, hvis skæbne det var at være til i en periode med svinekort - ganske som vi kendte det her i landet i trediverne. Vi morede os alle kongeligt over bønderne lune og den stedlige landbetjents stupiditet, og for en gangs skyld fortjente Dr. Heidrich palmer.