Officielle besøg i lejren.

Vi begyndte nu at få en del besøg i lejren. Fra flygtningeadministrationen kom Fru Nora Bremerstent fra Helsingør og hr. Forstander Poul Thomsen fra Vojens, og deres besøg virkede altid oplivende. Jeg sagde dem min mening om de to iskabinetter, og de var sikkert af samme anskuelse, selv om de altid udtrykte sig meget diplomatisk, i alle tilfælde fik vi ikke Humbolt og Reingau skolerne fra Oxbøl til Vingsted, hvad der en tid havde været på tale. 

De to inspektører aflagde altid besøg hos professoren og Fru Buchholtz, og professoren glædede sig hver gang over deres venlige og ligefremme måde, medens Fru Dr. Buchholtz havde en stille glæde i at betragte Fru Bremerstents påklædning, uvant som hun var med at se de andre end flygtningene.

Da det nu kunne betragtes som givet, at der ikke kom flere flygtninge til lejren, fik jeg skillerummet mellem de to iskabinetter fjernet, og vi havde nu en mægtig sal, hvor vi alle kunne samles.

Minister Kærbøl besøgte lejren et par gange, og jeg fik hver gang det indtryk, at det just ikke var den lejr, han var mest begejstret for, men når man betænkte, hvor stor en opgave der var lagt på hans skuldre, og hvor kort tid der var til at løse den, kunne alle hans dispositioner ikke være lige vellykkede. Da ministeren kom med rigsdagsudvalget, havde han travlt med at føre dem fra afdeling til afdeling, og et par gange hørte jeg ham sige: 2 Vi må skynde os mine herrer, middagen venter ". 

Trods skyndingen fik nogle af udvalget øje for , at de internerede havde for lidt plads at rør sig på, og de talte om at udvide hegnet om skovhuset, hvad jeg var uden interesse i. Det, jeg ønskede, var, at man gav alle voksne i lejrene passersedler, så de kunne besøge hinanden, og at drengene fik lov til at benytte stadion og svømmebassinet under en lærers ledelse. Først i September nåede jeg at få disse ønsker opfyldt, og pigtrådssygen var ovre for stedse og Vingstedlejren nærmest en ønskelejr. 

Wetzels flyttede ned i den gule pavillon ved svømmebassinet, og til deres grænseløse glæde fik de både stue og soveværelse, og udsigten over stadion var meget oplivende, da der nu altid løb legende børn her. 

Det mest overraskende besøg i lejren var en visit af sognepræsten fra Ødsted. Da han havde forestillet sig, bad jeg ham tage plads, og han oplyste mig så om, at han fra flygtningeadministrationens kirketjeneste havde modtaget en protokol med opfordring om at føre mulige meddelelser om fødsler, dødsfald og hvad der ellers måtte forekomme.

I forbindelse hermed spurgte præsten mig, om der kunne anlægges en gravplads i skoven, da han ikke ønskede tyske lig på sin kirkegård. Jeg var ilde berørt over udtalelsen og svarede, at han ikke skulle gøre sig nogen bekymringer, i alle tilfælde skulle han nok blive fri for begravelser, men i skoven skulle ingen kules ned. 

Der var en lille pause imellem os, hvor vi sad gensidig og grundede på, hvor vi havde hinanden, og det var præsten, der brød tavsheden. " Jeg har bragt i erfaring " sagde han alvorligt, " at der færdes tyske flygtninge på vejene, og det ser vi ikke gerne her i Ødsted, vi har set tyskere nok ". 

" Jeg tror, de tager fejl, Hr. Pastor, " indvendte jeg kort, " flygtningene er internerede og kommer ingen steder ". " Da har jeg da selv set en flygtningedreng i brugsforeningen, " afbrød præsten mig, " og deres mælkevogn kommer hver dag på mejeriet ". 

Jeg begyndte at blive irriteret og kaldte på kontorbudet Rolf, som jeg bad stille sig foran den fremmede herre. Rolf var naiv nok til at tro, at han skulle have et eller andet og så glad smilende på præsten. " Var det den dreng, de så i brugsforeningen ? " spurgte jeg, og præsten bekræftede, at det var det.

jeg sendte den desorienterede Rolf bort og sagde så til præsten. " Det er mig, der sender båd drengen og kusken med mælkevognen, og det agter jeg at forsætte med, hvad enten det passer folk i Ødsted eller ikke ". " Var der mere ?" spurgte jeg afvisende.

" Jo - det er der, " præsten halede nogle traktater op af sin lomme og rakte mig. " Vil de være venlig at give deres C. B. - mandskab disse ". Lidt forundret betragtede jeg traktaterne; de hed: 
" Det brændende spørgsmål ". Deres indhold var nogle betragtninger over det sydslesvigske spørgsmål, og jeg lovede at lade dem gå videre. Præsten sad, som om der var noget, han ikke rigtig kunne slippe af med at få sagt, og så spurgte jeg, om der var mere ?.

Til min undring svarede præsten: " Ja, jeg vil blot sige, at jeg er villig til at forrette sjælesorg i lejren, om man måtte trænge til mig ". " Det kan jeg bestemt love dem, at vi ikke gør. Skal der en præst til her i lejren, må han være af et ganske andet format, end de er. De kirkelige meddelelser skal blive dem tilsendt, og så tror jeg, at vi har talt færdig ". Præsten nærmest røg ud af døren, og jeg så undrende efter ham, for når ikke danske og tyske lig kunne hvile i samme jord, hvordan skulle det så gå i opstandelsen ?.