Nerver.

Nogle dage efter Frk. Uldahls afrejse kom oversøster Wilma en dag på mit kontor for at spørge, om ikke Fru v. Plamch, der nu var arbejdsledig, kunne overtage ledelsen af hospitalets rengøring, da de manglede en dygtig dame til dette. Der blev sendt bud til Fru Plamch, og jeg regnede med, at den sag var i orden; men jeg tog forkert, baronessen følte absolut ingen trang til at blive skurekone på hospitalet. Nu var hendes nerver ikke de bedste, hendes mand var på flygtningelazarettet i Oxbøl, og det ville også være en temmelig voldsom overgang at komme fra driverlivet under Frk. Uldahls regime, hvor Fru Plamch havde svælget i allehånde gode sager.

Samme eftermiddag viste Fru v. Plamch sig på kontoret, og jeg kunne mærke, at hun var meget anspændt. Da der aldrig havde været et ondt ord imellem os, forsøgte jeg at få sagen til at glide; men det mislykkedes totalt. Vi havde den dag meget at gøre, og jeg bad derfor Fru v. Plamch forlade mit kontor, hvad fruen også gjorde, men hun fortsatte i det store kontor med at sinke Hr. Blume. Lidt ærgerlig åbnede jeg døren og bad hende ikke forstyrre os længere, og i samme øjeblik skete der noget højest uventet; Fru v. Plamchs nerver brød sammen, og med et vilddyrs raseri greb hun en stol og slyngede efter mig, medens hun udstødte et skrækindjagende hyl. Jeg nåede at retirere, og stolen splintredes mod gulvet.

Forfærdet så kontordamerne og Hr. Blume hen efter mig, men længe varede det ikke, før vi alle sprang rundt i lokalet som for livet, for den stol efter den anden fløj igennem luften og splintrede det, den traf. Alt imedens udstødte fruen de frygteligste skrig, og vi troede, at hun var bleven afsindig. Uvejret sluttede lige så uventet, som det opstod, for pludselig sank fruen sammen på gulvet, og jeg gav ordre til, at man skulle bringe hende på hospitalet. " Ih Gud dog ", udbrød Frk. Frosch forfærdet, " jeg havde angst, at hun havde ødelagt det hele ". 

" Jeg finder, at hun har gjort det ganske godt ", svarede den altid rolige og pertentlige Fru Ulbrich, " tre stole er fuldstændig ødelagte, og mine beregningslister for forplejningskontoret er oversmurte med blæk ". Et par dage efter fik Hr. og Fru Blume pludselig rejseordre; de skulle til Saar, hvor Blume var født og havde visse forbindelser. Vi holdt stor afsked for det gamle ægtepar, som havde følt sig lykkelige i Danmark. Samtlige herrer fra v. Steinskolen glimrede ved deres fraværelse. De havde aldrig tilgivet Blume, at han i sin tid var gået imod dem. Sammen med Wetzels, fru dr. Buchholtz og professoren var Blumes mine gæster efter den mere officielle afsked, og jeg kunne aftenen igennem mærke, hvor svært det faldt Blume at skulle bryde på. 

Man kunne roligt sig, at tiden i Fitting og Vingsted havde været en lykkelig tid for det gamle ægtepar, og deres samarbejde med professoren og mig havde været det bedste. Fra gennemgangslejren i Kolding sendte de mig en rørende takkeskrivelse, og de forlod Danmark fuld af tak for det gode, de havde nydt.

Der skulle nu vælges en ny borgmester og udpeges en ny kontor chef, og Fru Nietzig mente, at det i alle tilfælde tilkom hende at blive kontorchef. Da hun på grund af svigtende helbred kun arbejdede den halve dag, sagde jeg til hende, at det var utænkeligt. Hun kom med indvendinger, og da jeg bestemt fastholdt mit standpunkt, virkede det så stærkt på hende, at hun svajede og faldt om på gulvet lammet i den ene side. Hun måtte indlægges på hospitalet, og det varede længe, før hun fik sin førlighed. Fittinglejrens tidligere gymnastiklærerinde, Fru Hack, til hvem jeg altid havde den haft det mest venskabelige forhold, var i den sidste tid en næsten daglig gæst på kontoret, hvor hun tiggede og bad om at blive hjemsendt, da hendes mand flere gang havde skrevet, at kom hun ikke snart hjem, ville han knytte en anden forbindelse; men måske foretrak hun at blive i Danmark.

" Hvorfor kan jeg dog ikke få lov at rejse ? 2 klagede Fru Hack hver gang, og det var tydeligt, at hun var på grænses af, hvad et menneske kunne bære. Jeg gjorde henstillinger i Kolding, hvorfra man igen gjorde sig de hæderligste anstrengelser; men stadig trak sagen ud. En morgen, hvor jeg jeg taget min pyjamas af og stod i adams - kostume for min seng, blev min dør pludselig revet op, og Fru Hack kom skrigende farende ind og fløj mig om halsen, idet  hun ustandselig råbte: " Nu holder jeg det ikke ud længere, de må hjælpe mig, jeg holder det ikke ud længere ".

Jeg var temmelig forfærdet over den usædvanlige situation, og jeg lovede hende alt, når blot hun ville skynde sig ud af min stue; og nu lod jeg luftværnskontoret vide, at kom Fru Hack ikke af sted omgående, var jeg bange for at hun blev sindssyg. Hun blev så lavet om til " tidligere værnemagtsmedlem ", og på den måde kom hun ud af landet.

En ung kone, der gjorde rent på hospitalet, havde vi de samme kvaler med, og da hun endelig kom hjem, oplevede hun det tragiske, at hendes mand nægtede at åbne døren for hende og den lille datter. Efterretningen herom gjorde et voldsomt indtryk på flere af lejrens kvinder, der muligvis frygtede den samme skæbne.