Lærerkollegiet ved v. Steinskolen.

Det gik ikke med lærerne i v. Steinskolen, som jeg havde håbet, det var snarer gået til den modsattes ide, og både Hr. Blume og professoren var ved at køre fast med dem. Da jeg en lørdag var taget på weekend, havde de overfaldet Hr. Blume med deres besværinger, og han såvel som professoren mente, at nu måtte deres bestandige kværulanterier have en ende. Jeg fik Hr. Blume til at opnotere d'herrers klagepunkter, og så lod jeg lærerkollegiet tilsige til en sammenkomst i hospitalets opholdsstue kl. 7 om aftenen.

For at samle mine tanker i ro, spadserede jeg til vandrehjemmet i Haraldskjær, hvor jeg besøgte fru Andersen, der var et af de mennesker, der havde givet mig noget med på min færden i livet, som møl og rust ikke kunne fortære. Vi tale den eftermiddag om Vingstedlejren, og Fru Andersen fortalte mig om al den snak, der gik om lejren; det meste var selvsagt uden bund i virkeligheden. men jeg studsede, da Fru Andersen sagde: " Ja, Paul, jeg synes, du skal vide det, selv om jeg ikke tillægger det nogen betydning; man fortæller, at du er uendelig god mod nogle, men til gengæld hård og brutal over for andre. Nu kender du folks dom over dig og kan selv ransage dit hjerte ".

Jeg fortalte Fru Andersen om den sammenkomst, der ventede mig i lejren, og hun sagde stille: 
" Når blot du har fred i din samvittighed, er alt godt ". 

Da jeg gik hjemad, var jeg noget mismodig, og jeg havde gerne skulket fra aftenens  sammenkomst, men jeg følte, at blev d'herrer ikke bremset nu, ville min myndighed være i fare, og så kunne jeg lige så godt give op. Da jeg nåede lejren, var Hr. Damgård og overbetjent Sørensen kommet på en uofficiel aftentur, og jeg inviterede dem med til mit møde med v. Steinskolens herred.

Til den fastsatte tid mødte alle punktlig, og de to herrer fra Kolding hilste venligt på professoren og Hr. Blume og nikkel køligt til de ærbødigt hilsende lektorer og adjunkter, der blev ubehageligt overraskede ved at se det store fremmøde. Jeg anmodede de tilsagte herrer om at tage plads ved bordet og selv sæde for bordenden; og så begyndte jeg min redegørelse. 

" Jeg har tilsagt d'herrer, da det er blevet mig bekendt, at de i lørdags over for Hr. Blume har besværet dem over alt og alle; jeg har ladet mig opnotere de fleste af deres besværinger, og jeg agter nu punkt for punkt at gennemgå dem ". 

" Det første punkt på min noteblok er angående deres misforståelse med, at Hr. professor Strohmeyer og Fru Dr. Buchholtz har månedskort og kan færdes uhindret fra afdeling til afdeling. Må jeg gøre d'herrer opmærksom på, at professor Strohmeyer indtager en særstilling. De danske myndigheder har ønsket, at professoren, der er kende for sin afsky for nazismen, skal være Vingstedlejrens skoledirektør, og Fru Dr. Buchholtz er professorens sekretær. Det må være letforståeligt, at deres stilling medfører daglige konferencer på kontoret og stadige besøg i skovhuset og på drengehjemmet.

De har endvidere kværuleret over familien Wetzels stilling, som de mener er mere fordelagtig end det øvrige kollegiers. Mine notater viser, at Fru Wetzel to gange har haft en passerseddel for at gå ned på drengehjemmet og hjælpe Fru Hyselberg i vaskehuset, yderligere et dagkort for at gå til Fru Blume om noget sytøj. Elga og Hartmut har to gange haft min tilladelse til at besøge familierne i skovhuset, og i lighed med alle andre har familien Wetzel deltaget i en fælles spadseretur, ved hvilken flere fra deres skole ikke behagede at gå med. Med hensyn til Wetzels må jeg tilføje, at vi i Fitting havde et udmærket samarbejde og i i et halvt år daglig havde den glæde at ses, det er mig derfor en glæde at kunne gøre lidt for dem ".

Deres næste besværing gælder køkkenet. Der er ikke rent nok, og maden utilstrækkelig. Skulle de stadig fastholde disse anskuelser, vil jeg, hvis jeg hører mere mukkeri, foranledige, at fem damer fra v. Steinskolen bliver ansatte i køkkenet, og at de der frigjorte damer overtager syarbejdet for drengene. Med hensyn til rationernes størrelse kun dette; der bliver hver dag kogt 600 liter for 400 personer, så al snak om knaphed er nonsens. 

Det fjerde punkt, Hr. Blume har noteret, er deres besværinger over, at deres elever skal skrælle kartofler. Da det ikke er d'herrer men lejrledelsen, der afgør den slags spørgsmål, vil det være spild af tid at sige mere herom. 

Ifølge reglementet for flygtningelejrene har den danske lejrleder ordre til at beslaglægge samtlige radioapparater. Jeg har ikke efterkommet denne instruks, men tværtimod tilladt, at man beholdt sine apparater i et lokale, hvor alle kunne få lejlighed til at høre pressen. Dette lille ønske fra min side er ikke blevet imødekommet, og jeg bekendtgør herved, at samtlige apparater i morgen bliver konfiskerede. Lejrledelsen vil afgøre, hvor de skal anbringes.

Det sjette punkt, som de besværer dem over, er, at jeg tildeler straffe. Må jeg erindre d'herrer om, at de alle erklærede dem indforstået hermed, da jeg efter uroen på drengehjemmet på stående fod tugtede tre drenge. Nu 14 dage efter gør de forestillinger; det er i mine øjne uden logik og uværdigt for akademikere. 

Deres sidste anklage mod mig var, at jeg flere gange daglig går rundt i lejren. Med de erfaringer jeg i otte måneder har samlet i tyske lejre, agter jeg at fortsætte hermed, og i denne lejr finder jeg det ganske nødvendigt, da jeg aldrig tidligere har truffet så uligevægtige mennesker. 

Efter min mening er d'herrer i opposition over alt. bestandig besværer de dem, og hver dag har de nye klager. Deres mentalitet er stadig det vidt og bredt udskregne herrefolks, og tilsyneladende herrefolks, og tilsyneladende har de endnu intet lært. Deres første besværing gjaldt den midlertidige indkvartering, som de vidste var forbigående, og de optræder, som var de kommen i en koncentrationslejr.

De herrer glemmer, at det kun er et år siden, krigen sluttede, og at vi endnu erindre den tyske besættelse, hvor menneskeliv her i landet ikke havde større værdi end spurvens. De forglemmer, at talrige danskere blev deporteret til stinkende ligfabrikker i Tyskland, og at vi endnu har stanken i vore næser. Stolt son en spanier og fræk som en tysker, siger vi i Danmark og ordsproget passer særlig godt på en del af d'herrer. Men nu er det teater forbi, tordnede jeg og slog i bordet af al min magt. " Fra nu af er jeg den, der befaler, og vil de ikke forstå det, det, skal jeg lære dem det. Det er mig antydet, at vil d'herrer ikke som jeg vil, kan de alle komme i en straffelejr. 

De er utilfreds med alle. Med Hr. Asmus vil de ingen berøring have, og med damerne Below og Giessow er de i konflikt. Wetzels snerrer de efter, og søster Hanni, som har afluset og vasket deres smudsige drenge, ignorer de, o.s.v. Jeg erindrer dem om, at de mod det danske folks ønske er trængt ind i vort land beskyttet af den tyske værnemagt. Deres folk har udplyndret os og gjort os arme som rotter, og dog underholder vi i dag trods al tysk ondskab endnu 210.000 tyske statsborger. 

Den daglige udgift er 1 million.; vort land har 4 millioner indbygger. alt er i deres øjne selvfølgeligheder. De opfører dem stadig som " herremennesker ", men det teater er forbi. De må omstille dem til en mere beskeden optræden, vidende, at de lever iblandt et folk, der ikke har særlig åbne ører for deres klager, orienteret som vi er om de rædsler, Tyskland har bragt over sine naboer, og de ulykkelige forhold hvorunder millioner af mennesker i Europa lever i dag i kamp med bolignød, sult og kulde. 

Jeg rejste mig og antydede d'herrer, at de kunne trække sig tilbage. Da Hr. Klem passerede Hr. Blume, snerrede han opbragt: " Hvad ligner det dog Dem at bringe vor samtaler videre og tilmed i forvrængt form ? ". " De herre savner i beklagelig grad civilcourage " råbte Hr. Blumse opbragt og snappede højrød af vrede efter vejret. Da døren havde lukket sig bag de bortgående, udbrød Hr. Damgård: " Det gjorde de sgu godt; de så jo længere jo mere fjogede ud, og havde de forsat lidt endnu, tror jeg, at de havde grædt ". 

Virkningen udeblev ikke. D'herrer tog sig kedelig sammen og prøvede at rette drengene op; men opgaven var næsten håbløs, da drengenes sind var syge af had, længsel, lede, håbløshed, desperation og utilstrækkelig ernæring. 

Ganske vist var der bevilget lejren ekstra rationer, men u de andre lejre havde de haft overskuddet af de gamles og småbørnenes rationer, så det var virkelig tilfældet, at de omkring og følte sig sultne. Jeg opdagede, at der var en større tilfredshed på drengehjemmet, og ved at sammenligne maden konstaterede jeg, at Mutz kogte sin mad, så næringsværdien blev forringet. Han var lige ved at få et slagtilfælde, da jeg gjorde ham opmærksom på miseren, men han måtte rette sig efter mine anvisninger.