Juleaften.

Det er i dag den 24. December, men jeg synes kunne umuligt bekvemme mig til at stå op, da jeg synes, at det var håbløst og gråt i gråt det hele, og jeg forsøgte at få en morgenskraber; men længe varede det ikke, før Fru Gronau kom og begyndte at skramle ved kakkelovnen. som hun havde for skik, førte hun også i dag enetale: Ja, her sidder vi arme flygtninge i et fremmed land fjernt fra vort elskede hjemland. Ak, o ve, vi har ingen hjemstavn mere, og det er alt sammen kommet over os for vore synders skyld. I dag har vi juleaften, og jeg ved ikke, hvor mine sønner er, og om de er døde eller levende, o ve, o ve. Alt sammen kan vi takke den lump for, den fordømte skryder, han er skyld i, at vi i dag er uden hjemstavn. 

Der gives intet Østprøjsen mere, der er russerne, o ve, o ve. Men selv om vi også har mistet alt, og er uden fædreland, vil den kære Gud dog beskytte os, indtil i dag har han båret os gennem alle trængsler. Nogle soldater stampede forbi huset, og henne i sin kurv begyndte hunden at gabe: Ja, ja, Fru Gronau, svarede jeg og trak dynen endnu højere op over mit hoved jeg var så fortrolig med hendes udgydelser. Lidt efter forsvandt hun ud af køkkenet, og jeg slumrede, til vandkedlen gav sig til at fløjte. Modvillig stak jeg benene ud af sengen og rustede mig til en ny dags fortrædeligheder. Medens jeg barberede mig, kom Hellmut for at lufte hunden, og i det samme kimede telefonen. Der blev meldt: Luftværns expres-samtale fra Kolding, jeg svarede; Vingstedlejren her.

Det var chefens sekretær, Fru Jensen, der var ved den anden ende, " God morgen, Lund ", kvidrede hun veloplagt. " Nu skal de høre, " og tonen blev den sædvanlige forretningsmæssige. 
" Der er lige nu kommet to amerikanske officerer i en jeep fra Berlin, og de har afleveret i hundredvis af breve og pakker til Vingstedlejren. De kan vente Sørensen med alle herlighederne i løbet af formiddagen ". " De lyver da ikke, " spurgte jeg overvældet. " Nej, gi' gør jeg ej ", lød det vrippent, og med de sædvanlige julehilsner sluttede vi samtalen.

" Hvad var det, onkel Paul ? " spurgte Hellmut ivrigt, og i min glæde fortalte jeg ham den store nyhed. Han var ganske overvældet, og hans ellers så mopsede ansigt skinnede af fryd. som han havde for skik, når noget optog ham, begyndte han straks af fable om, hvor meget der vel kunne være til ham. Hunden tudede nu ved døren,, og jeg jog dem begge ud og gjorde mit toilette færdigt. 

Da Hellmut kom tilbage, spiste vi. Han fortærede hver morgen i mit selskab 6 tykke skiver rugbrød med margarine og sirup, men så var han også mæt. Medens vi spiste, plagede han mig om tilladelse til at gå med på kontoret for at se alle pakkerne, og da jeg nu var kommet i den bedste stemning og synes, at alt havde forandret sig, og der ikke var den vanskelighed, jeg ikke kunne overvinde, gav jeg selvsagt Hellmut lov; men forinden måtte han først bringe forskelligt porcelain fra mit køkken op til Fru Buchholtz, der var ved at gøre anstalter til vor fælles juleaften.

Da jeg kom til kontoret, mærkede jeg straks, at nyheden var bekendt. Telefondrengene aflyttede alle samtaler af interesse, og so regel betroede de kontordamerne deres viden. I dag ærgrede det mig, og jeg forbød kontorpersonalet af publicere nyheden, ligesom adgang til mit kontor blev forbudt. Dr. Diecermann sad og sorterede breve, og straks ved min indtræden rejste han sig og udbrød, " Nu tror jeg virkelig, julen kommer til os, kære Hr. Lund ".  

Lastbilen fra forplejningsstationen blev omringet, så snart den viste sig, alle ville have deres nysgerrighed tilfredsstillet, og drengen kappedes om at slæbe postsækkene ind i mit kontor. Den gamle Fru Buchegger trængte sig frem mellem drengene og sække og spurgte ophidset. " Gode Hr. Lejrfører, er disse pakker virkelig fra Berlin ? ". " Nej hvor kan de dog tro det, Fru Buchegger, " løj jeg, " De ved dog, at den dansk - tyske grænse er spærret for forsendelser ". " Ja, vist ja, Hr. lejrfører, " indvendte hun tvivlende og så bønligt på mig. " Pakkerne, de ser, er kærlighedsgaver fra venlige mennesker i Danmark og  Schweiz, " løj jeg på ny, og den gamle kone sukkede og sagde: 
" Så, så, ja, der er mange gode mennesker til, men en pakke fra Berlin var dog noget ganske andet. Det er hjemstavne, Hr. Lejrfører, hjemstavnen ", sluttede hun sukkende og gik ud af kontoret fulgt af drengene, der ikke troede, at jeg havde talt sandhed, men alligevel var blevet tvivlende om sækkenes indhold. 

Fru Berger og Dr. Diecermann begyndte nu at løse op fir sækkende og sortere pakkerne, ustandselig hørte jeg dem gentage navnene på skolerne, der hver især havde en krog med pakker. Pludselig skingrede et vildt frydeskrig i luften, det var Hellmut, der havde observeret en pakke fra sin mor. Jeg havde været beskæftiget med at se posten igennem, men nu måtte jeg ind til de andre for at tage del i den almindelig glæde, og snart var jeg smittet af travlheden og hjalp at sortere.

Hellmut pegede sigende mod vinduet, hvor professoren netop passerede på vej mod drengehjemmet, hvor han i formiddag skulle have den sidste prøve på krybbespillet. " Hent onkel Fritz ", sagde jeg, og Hellmut dansede af sted for at overbringe den store nyhed. " Altså dog ", sagde professoren, da han rakte mig sin hånd. " Ja rygtet havde jo også nået os, både Fru Hennes, Reinhardt og Elga Wetzel har stukket hovederne ind af døren for at fortælle os det, men jeg slog det hen og sagde, at det var et af de sædvanlige lejrrygter, som der jo altid er nogen, der finde fornøjelse af at lancere ". 

" Ja, ja " sagde Dr. Diecermann, " julen er kommet til os. glemte er vi ikke, om vi sidder i et fremmed land bag pigtråd ".

Professoren trådte ind i bagkontoret for at betragte de mange pakker, og Fru Berger hilste ham oplivet. " godmorgen, Hr. Professor ". " God morgen, nådige frue, " svarede professoren, og smilende tilføjede han, " Deres oprørte og glade ansigt gør ethvert spørgsmål og deres befindende overflødig ". " De har ret, " svarede Fru Berger, " jeg er i dag så glad, som jeg ikke har været i mange år, Gud har dog ikke helt slået hånden af os ". - " Nej, nej " professoren så smilende frem for sig. " Hvor trist end livet har kunnet forme sig i de senere år, så har der dog altid været noget at glædes over. Udsigten til himlen har altid været fri, og solstrålerne kan da også finde vej bag pigtråden ". 

Men også denne dag havde sine ærgrelser. Der var som sædvanlig frosne vandrør, sprængt seletøj, løbskkørsel og kværuleren over brændselsrationeringerne og jeg måtte skælde, mægle og træffe afgørelser som på alle de andre dage, men juleglæden bevirkede, at alt i dag ordnede sig langt lettere end ellers. Ved middagstid talte jeg i telefon med mine forældre, der var flyttet tilbage til det i bund og grund forrippede Bramminge hovedgård, og ved tre - tiden sluttede vi på kontoret.  

Medens jeg klædte mig om, kom vagtkommandøren for at ønske " glædelig jul ", og jeg blev inviteret ind for at se mandskabets julestue, hvorefter vi skiltes i bedste stemning. Vagtkommandøren havde givet mig den glædelige meddelelse, at alle indre vagter i lejren ville være annulleret i julenatten, hvad der selvsagt glædede mig meget, da flygtningene så kunne gå til gudstjeneste uden at skulle føle sig som fanger. Der var trængsel i kirkesalen, længe før gudstjenesten skulle begynde, og stemningen var mættet af børnenes forventninger. Jeg sad mellem Dr. Diecermann og professoren, og jeg tror, at vi alle tre var lige så forventningsfulde som børnene. 

Vi begyndte vor sammenkomst med at synge en salme, hvorefter jeg skulle ønske " glædelig jul ". Der havde dagen igennem været så mange forhindringer, så jeg var mødt her i salen uden at have haft tid til at ordne mine tanker og forme et blot nogenlunde indhold, men det var for sent at gruble over det, så da salmen var sunget til ende, måtte jeg op på tribunen uden at vide, hvad jeg skulle sige.

Det var en ejendommelig forsamling at skulle tale til om glæde. Mange af de voksne havde brugt deres lommetørklæder under salmen, og flere af drengenes ansigter, som jeg skimtede i julelysenes skær, så så underlig sammenbidte ud, det var, som om de med vold ville holde noget tilbage, der truede med at tage magten over deres sind og føre dem ad gamle, kære og kendte veje tilbage til julen hos mor og far borte fra den smudsige flygtningebarak.

Jeg sendte et stille suk opad om et budskab til alle de ængstede hjerter, og pludselig fyldtes jeg af en usigelig glæde og begyndte at tale.

" Som lejrchef og repræsentant for de danske myndigheder ønsker jeg gerne at overbringe dem alle min bedste julehilsen. Jeg kan meddele dem den glædelig nyhed, at i den hellige julenat er alle vagtposter i den indre lejr trukket tilbage, så der er fri passage ". Der lød et suk af lettelse fra forsamlingen, for der var intet i verden, de var mere trætte af end pigtråd og passersedler.
" Jeg står og glæder mig over ", fortsatte jeg, " at jeg må få lov til at bringe bud om den gæst, der i aften gæster vor ulykkelige jord. Det er kærligheden selv, der for en lort stund stiger ned iblandt is og berører vore hjerter - også militærets hjerter. rundt omkring os og imellem os bevæger de usynlige kræfter sig, de fromme kalder dem for englene, og de kloge smiler og lader sig for en aften indfange, for ingen kan modstå julenats forunderlige trylleri. Også til vor afkrog af verden har julens glæde fundet vej, for hverken pigtråd eller bajonetter kan udelukke den himmelske gæst. Derfor fryd dig, lejr Vingsted, Kristus er født os, og han er kilden til den glæde, der i nat sænker sig ed over os.

Ved juletræerne i aften venter der de fleste af jer en stor overraskelse, giv jer derfor med hele jert sind glæden i vold og lad os synge om ham, som ved sit komme bragte lyset ind i verden, den verden som stadig lider, fordi vi i vort afsind gang på gang glemmer, at kun i pagt med julens budskab kan der blive fred på jord ". Vi sang nu: " Heilige nacht ", og den blev sunget sådan, som kun tyske mennesker i dybeste nød kunne synge den.

Krybbespillet begyndte. Det var det betagende sceneri, som vi alle havde mødt, fra vi var ganske små: Hyrder, konger og engle lejret om krybben og de fromme forældre. De forskellige partier blev sunget og fremført med stor inderlighed, og et par vidunderlige rene drengestemmer gjorde krybbespillet til en for mig uforglemmelig oplevelse. Efter krybbespillet takkede Dr. Diecermann gæstelandet for det timelige velvære, som alle i lejren nød i forhold til den skæbne mange tyskere fristede i hjemlandet. Flere begyndte at græde ganske stille, og næsten alle i salen sad og krammede deres lommetørklæde og tørrede forræderiske tårer bort. 

Hjemlængsel og håbløshed var en tid ved at tage magten over dem, men nu lød forspillet til salmen: " O du glædelige, o du velsignede juletid ", og snart efter steg salmesangen som et lysende festligt brus, der uimodståeligt tvang alle med. 

Jeg tilbragte juleaften sammen med professoren, Fru Dr. Buchholtz, fru Hennes, Hellmut og en lille ny protege i vort selskab, Roland Wierth, der i lighed med Hellmut var fra v. Steinskolen, hvor han ofte blev slået og hundset af de større drenge, desuden mente hun, at Hellmut havde godt af at få en kammerat, så han ikke blev alt for dominerende i vor lille kreds.

Vi spiste mannagrød og hvidkålsrouletter, så det var madmæssigt set en lukullisk oplevelse, og professoren undlod ikke at give udtryk for sin glæde og fik os alle til at le hjerteligt. Dr. Diecermann kom nu, og sammen med professoren tog vi på rundtur i lejren. Det første sted, vi besøgte, var afdelingen Liedtke, hvor alt var så hyggeligt og velordnet, så det var en fornøjelse. Der var østprøjsiske byvåben på væggene, julebordet var dækket, og drengene var rene og pyntelige at se til. Efter at der var sunget en salme og bedt et bordvers, begyndte drengene at spise, og vi fortsatte vor færd. 

Den næste afdeling, vi besøgte, var v. Steinskolen. Samtlige lærer og elever var forsamlede i et klasseværelse, hvor et stort juletræ stod midt i rummet. Overlærer Knepels lille Holli gik nu hen til træet, og medens han fremsagde et salmevers, tændte han det første lys, og efter Holli ko en lidt større dreng af adjunkt Wolfs og sådan fremdeles, til træet var tændt. Der blev sunget: " Grønne træ ", og næppe var tonerne døet hen, før en flok dværge kom slæbende ind med nogle store sække. Da der blev løst op for sækkene, og pakker og breve begyndte at blive uddelt, genlød luften af jubelskrig, og små og stores ansigter strålede af henrykkelse, for hvad kunne sammenlignes med en pakke fra mos, når man sad bag pigtråd i et fremmet land ?

I Borsigskolen var man allerede færdig. Hos de små drenge var ilden gået ud, og dørene stod vidtåbne. Det blev sagt, at de større drenge spadserede i skoven, medens de mindre legede 
" Røver og soldater ". - " Jeg skammer mig på Hr. Wulfs vegne ", sagde professoren opbragt, og Dr. Diecermann sekunderede: " Hr. Wulf burde for længst have været afsat, han har overhovedet ingen magt over hverken lærer eller elever, og det er hans redning, at skolerne er koordinerede her ". 

I Lazarettets bil kørte vi nu til Skovhuset for at hilse på Helholtzskolen. Vi fandt alle samlede om de festligt smykkede borde, en adventskrans var hængt op under loftet, og pakker og breve var smukt arrangerede. De vi havde hilst, og direktør Meinhardt ville sige et par ord, blev han trængt til side af Dr. Heidrich, der i latterlig højstemte vendinger gav sig til at tale om den aldeles overvældene glæde, det var for ham og alle i den hellige juleaften at se deres højagtede, danske lejrleder iblandt sig. Direktør Meinhardt så flov ud, medens Dr. Meyer var ved at eksplodere af raseri. Forundret betragtede jeg professorens ansigt, jeg kunne se, at han tænkte, at det skulle det vare ret meget længere, så holdt han det ikke ud. Heldigvis fik Heidrich et hosteanfald, og jeg skyndte mig at ønske dem alle en glædelig jul. 

Da vi kom udenfor, spyttede Dr. Diecermann langspyt og sagde: " Den mand er ikke rigtig vel forvaret, skal vi blive længe i denne lejr, bliver han en pind i min ligkiste ". Vi bilede nu til drengehjemmet, hvor man længe havde ventet os. Børnene havde i hele December måned afstået sukker og margarine til fordel for julebagningen, og Fru Mendritski havde bagt, så man skulle tro, at vi levede i tiden før krigen. Vi gav os god tid til at hilse på alle, for atmosfæren var så venlig, de små børn så tillidsfulde på os og viste os deres gaver, og drengene ville gerne stå ved siden af professoren for at få en anledning til at blive ros for deres delagtighed i krybbespillet.

Da vi omsider nåede tilbage til skolelejren, skiltes vi fra Dr. Diecermann, og ved vores indtræden i professorens stue blev vor tilbagekomst hilst af Helmuts glade tilråd. Rotte, Rolf og Reinhardt var kommet, og alle drenge strålede af velvære. Vi tændte nu juletræet og gik hånd i hånd rundt om det, medens vi sang: " O du glædelige, o du velsignede juletid ", den salme jeg holdt mest af. Derefter kom turen til gavebordet, og Hellmut fik sit inderligste ønske opfyldt, da han lidt efter stod med en skinnende rød auto i hånden. 

Af professoren fik jeg en lysestage, Hellmut havde lavet en evighedskalender til mig, og Fru Hennes lagde en gammel sølvmønt i in hånd, idet hun sagde: " Jeg ejer næsten intet, men må jeg give dem denne mønt til minde om en repræsentant for det gamle Tyskland. Det Tyskland, der på en smuk måde hævdede sig i nationernes række, indtil disse ulykkelig krige kom ".

Da vi drak kaffe, fortalte Fru Hennes, at hun for et par dage siden havde bragt i erfaring, at de store drenge, siden forelæsningerne var begyndt, havde giver professoren navnet;
" Ærkebiskoppen af Vingsted ", hvad vi var enige om var et hædersnavn.