Jeg fylder fyrre.

Den 28. Januar fyldte jeg fyrre år, og jeg vidste længe inden tiden, at de internerede ville overbringe mig beviser for deres taknemlige følelser. Årsagen hertil var vel den nærliggende, at lærerne efterhånden havde opdaget, at jeg aldrig var bange for at gå i brechen for de internerede, ligesom det havde rørt dem, at jeg havde holdt min julefest i lejren. Da jeg synes, at det var en lille anledning til at feste, og jeg altid havde været vant til at markere de store dage i mit liv, bestemte jeg mig til at invitere samtlige lærerfamilier, hospitalsstablen, kontorpersonalet, kokken og hans hjælpere, kusken m.fl. til en kop kaffe. 

Fru Berger og professoren fik frie hænder til at arrangere sammenkomsten, der skulle foregå i hospitalets opholdsstue, der var lejrens eneste hyggelige rum. Indbydelserne vakte stor glæde, og alle sagde tak med undtagelse af Dr. Blask, som jeg et par dage forinden havde anmodet om at forlade mit kontor, da han pludselig begyndte at ironisere over " de påståede " tyske koncentrationslejre. 

Da jeg på min fødselsdag gjorde min entre på kontoret, fandt jeg mit skriveborg fyldt med små rørende gaver, og telefondrengen og damerne gratulerede mig hjerteligt. som den første officielle repræsentant kom ingeniør Pacale fa drengehjemmet med en lille tegning af hjemme i sne, og da han var gået, kom v. Steinskolens drenge og gav mig et par stråsko, og en lille gut fremsagde et fødselsdagsdigt, hvorefter drengene sang vandresangen.

Da de var borte, skete der noget højst besynderligt. Ned af vejen fra Skovhuset kom et stort optog med Hr. Heidrich i spidsen. På en trækvogn medførte de lejrens klaver, som de læssede af foran kontorvinduet, hvorefter Dr. Heidrich tog plads på en taburet, og så startede Dr. Heidrich sit " folkelige orkester ", der var i stand til at kyse alle musikkultiverede langt bort, men som ofte havde fornøjet mindre kræsne ører. Det bestod af tre til fire harmonikaer, flere fløjter og violiner og enkelte andre instrumenter.

" Ramasjangorkesteret ", kaldte Hr. Knepel det, og det skal siges det var et imponerende tonevæld, de kunne præstere. Fru Dr. Buchholtz havde inviteret mig " til middag ", og fru Hennes og drengene var selvfølgelig med, og alle forærede mig små rørende gaver, af professoren fik jeg et gammel, kostbart kobberstik. 

I dagens anledning havde Dr. Diecermann givet alle skolerne fri så vi havde god tid til at spise sammen. Menuen var forloren skildpadde og æblegrød, og alle nød den for flygtninge herlige anretning. Dagens store begivenhed var dog kaffeselskabet der navnlig for lejrens damer var en stor begivenhed. De krøllede hår og pyntede sig i deres bedste kjole og var i en tilstand, så man skulle tro, at de skulle til hofbal. Sandheden var den enkelte, at det var første gang siden Tysklands kapitulation, at der skete noget uventet glædeligt for dem. 

Desuden gik der i lejren de vildeste rygter om aftenens traktement. Kl. syv var det fuldtallige selskab samlet i lokalet, og par efter par fandt deres forud bestemte pladsen. Pigerne kom med kaffen, og alle kappedes om at udfolde deres bedste selskabelige anlæg. Dr. Meinhardt og fru musicerede og sang, og Dr. Diecermann holdt en lille tale for mig. 

Der var en cigaret ved hver kuvert, og den gjorde stor lykke. Hvad der derimod undrede mig var, at der kun var kringle på bordet, jeg havde ved lejrens leverandør bestilt seks store konditorlagkager med flødeskum; men endelig hen ved ni - tiden blev de båret ind, bagerne havde haft uheld med sin bil. 

De tilstedeværende damer og herrer, der ellers altid forstod at holde på deres tyske, akademiske værdighed, smeltede helt ved synet af det danske flødeskum og rejste sig og klappede i hænderne. Jeg havde aldrig tidligere i mit liv set en sådan reaktion og synes, at det var alle pengene værd. Jeg bemærkede, at mødrene i smug lod stykker af kagerne forsvinde under bordet for at bringe dem med til deres børn, og jeg havde den stille glæde ved at se, hvor mine cigaretter blev nyt af de tobakshungrige mennesker. Professoren havde fortalt mig, at da Borsigskolens lærer og elever i sin tid havde spadseret igennem Vejle fra hovedbanegården til Nordbanen, havde han trods sin væmmelse og skamfølelse ikke kunnet modstå at opsamle hensmidte cigaret - og cigarstumper.

Vi sad ved det samme lille bord, professorens borddame var Fru Wulf fra Borsigskolen, som han havde sin stille glæde af at føre lidt på glatis. Vi havde netop sunget et par folkeviser, og Fru Wulfs lidt skingre stemme havde været et par toner højere, end det egentlig var bestemmelsen. 
" Hvilken rigdom de dog, har i deres stemme, nådige frue ", hørte jeg til min bestyrtelse professoren sige, idet han bøjede sig ærbødigt for fruen. " Synes de, Hr. professor ", kvidrede Fru Marichen beæret, og proffesoren sagde anerkendende: " Javist ". 

Da vi igen sang, slog fruen triller, så en nattergal kunne blive misundelig, og flere og flere så med undren hen mod den lykke-strålende dame, der oplevede et af sine skønneste øjeblikke. De forsamlede 60 gæster drak hen ved 90 liter surrogatkaffe, og kan ugerne sluttede de samværet. Længe efter inddelte de tiden i før og efter Hr. Lunds selskab, og jeg synes, at mine penge var givet godt ud. - Jeg havde dagen efter " drengefremmede ", kontorbudene og enkelte andre, og så blev det da hverdag på ny.