Ind under jul.

Til de mere opsigtsvækkende begivenheder i vinterens løb hørte et foredrag om atomenergi af Borsigskole eleven Maximillian Zander, en ung og særdeles velbegavet berliner. Den unge mand havde bedt mig skaffe ham bøger om emnet, da alle de store drenge var meget interesseret i at få nærmere kendskab til atomforskningens resultater. Jeg havde så skrevet til Professor Niels Bohr, der venligst havde sendt os de ønskede bøger. 

Zander havde studeret emnet grundigt, og han holdt sit foredrag med stor sikkerhed og på en særdeles formfuldendt måde til stor glæde for samtlige tilstedeværende. 

Et andet foredrag, som også samlede en talrig tilhørerskare, var journalisten Fru Jerkings beretning om hendes rejse til Berlin. Fruen var en af de første danske, der besøgte Berlin efter kapitulationen, og alle berlinerne brændte selvsagt efter af erfare, hvordan livet i byen var, og da Fru Jerking havde lovet at besvare spørgsmål efter foredraget, gik de i dagene forud og håbede på, at fruen kunne give dem besked om, hvordan netop deres gade eller kvarter så ud. 

Vi nærmede os nu advent, og første søndag i december havde v. Steinskolen indbudt til en adventskoncert. Programmet , der omfattede tyve numre, var sammensat af overlærer Knepel, der var skolen sanglærer, så alle vidste, at koncerten ville blive en virkelig oplevelse.

Forsamlingssalen var længe før den averterede tid fyldt til trængsel, og for første gang så vi drengene så nogenlunde velklædte. Der blev indledt med, at en af eleverne fremsagde et digt af Hølderlin, hvorefter et kor sang: Broder ræk hånden, af Mozart. Der var ca. 60 drenge på scenen, og i baggrunden skimtes jeg enkelte af lejrens damer. Straks fra de første toner følte man, at en stor mester stod bag værket. Der var i sangen en forunderlig renhed, der ligesom rensede rummet og løftede os højt, højt op over alle hverdags bryderier; og jeg måtte give professoren ret, da han efter sangens ophør hviskede til mig: Vort kor kunne synge i hvilke som helst koncertsal i Europa.

Programmets næste nummer var koralen: Ich bete an die macht der liebe, og i mine øre lød det, som om englene var steget ned for at synge for os. Stilheden i rummet var så fuldkommen, at det næsten gjorde ondt, da sangen sluttede, og man måtte erkende, at vi trods alt stadig var på jorden. Programmets tyve numre var alle velvalgte og blev smukt fremførte; det eneste fejlgreb var en langsommelig oplæsning af Selma Lagerløfs: Gudsfreden; den skulle efter min mening helt have være undgået.

Dagen efter koncerten inviterede jeg Hr. og Fru Knepel til the i mit hus, da jeg ønskede at vise min anerkendelse for det kæmpearbejde, som det havde været på kort tid at bygge et så fuldkomment kor op. Medens vi drak the, puslede det ved mine vinduer, men det var jeg fortrolig med; det var en alle anden vagtkommandør, der ville udspejde, hvad det var for gæster, der var hos mig.

I aftens løb berørte Knepel sit medlemskab i det nazistiske parti, hvad han bittert angrede, man han havde som ganske ung troet, at partiet var Tyskland eneste vej fremad. Han var klar over, at han ville blive stillet for en domstol, når han kom hjem; blot kunne han ikke forlige sig med, at de tyskere, der havde tilsluttet sig partiet i de seneste år, hvor enhver vidste, at det var en forbryderbande, skulle slippe fri for tiltale. Efter Knepels mening skulle de tværtimod straffes særlig hårdt. 

Da Knepels forlod mit hus, arresterede vagten dem, trods det, de havde gyldige passersedler. jeg lod vagten vide, at det var en ganske nævenyttig foranstaltning, og at Knepels uhindret skulle have lov til at gå til deres lejrafdeling. 

At vagtkommandøren ville bruge anledningen til at komme mig til livs, var jeg ganske klar over, og længe varde det da heller ikke, før jeg over for luftværnskontoret i Kolding blev anmodet om at give kontoret en meddelelse om karakteren af det besøg, Knepel og frue havde aflagt i mit hus, da militæret havde rapporteret sammenkomsten: Jeg skrev kort og godt: tjenstligt.

Der var flere af lærerne, der gik rundt og havde det som Knepel, men jeg havde ingen berøring med dem og ønskede ikke at have det. Den, som led mest, var sikkert Hr. Bloch fra Borsigskolen. Den arme mand havde været så tåbelig, så han endnu så sent som den 20 april 194 holdt en hyldesttale i anledning af Hitlers fødselsdag. Mandens nerver var fuldkommen ødelagte, og han gjorde et så selvopgivende indtryk, at man i nogen grad måtte have ondt af ham. 

Trods alt var Hr. Bloch en ret vellidt lærer, hvad der vel hang sammen med, at han aldrig var for stor til at give drengene en undskyldning, når han i hidsighed havde forløbet sig.

Ganske anderledes var drengenes holdning over for skolen midlertidige leder Hr. Wulf, som de både hadede og foragtede på grund af hans uredelige adfærd. De sagde bl.a., at Hr. Wulf i Bintz havde truet eleven Hilbig med at angive ham til Gestapo, og i Skamling havde han levet højt på de mindre drenge rationer, til det blev ham betydet, at hvis han fortsatte, ville han blive overgivet til det danske politi. Over for mig var Hr. Wulf var Hr. Wulf akkurat så ærbødig og krybende, som man kunne vente sig, og af samme grund undgik jeg enhver samkvem med ham.

Det gik nu mod jul, og professoren var hver dag en lille tid nede på drenge hjemmet, hvor han indøvede et krybbespil med børnene. Det var ham en kilde til stor glæde mellem disse umiddelbare og ligefremme børn, der til tider følte, at de kun var anden violin i lejrens daglige liv. Det var professorens tanke, at vi juleaften skulle forme gudstjenesten sådan, at både katolikker og evangeliske kunne tage del, og i krybbespillet var der da også repræsentanter fra begge lejre.   

Det, at de for en aften skulle være i forgrunden, bevirkede, at børnene på drengehjemmet fik større selvtillid, og det gjorde dem mindre bidske over for berlinerne, som de ellers gerne ville gøre nar ad og yppe klammeri med. 

Et andet forehavende, som professoren var begyndt med, havde min uddelte interesse, nemlig forelæsninger for skolens ældste elever. hensigten med disse forelæsninger var at pille naziideerne ud af de unge mænd, men herom blev der selvsagt ikke mæglet et ord. I tilknytning til forelæsningerne holdt professoren spørgetimer, og han havde den glæde, at mange af de unge mænd kom frem med deres tanker om de problemer, der var berørte i hans foredrag.

Når vi om aftenen sad og hyggede os ved en kop the, berettede vi gensidig hinanden om dagens oplevelser på kontoret og i skolen; og af og til hændte det, at professoren fortalte om sit tidligere liv. Han var søn af en prøjsisk embedsmand og havde som officer deltaget i den første verdenskrig, og siden havde han i nogle år været lærer ved Kejser Wilhelm instituttet. Under en efterårsmanøvre i Østprøjsen var han blevet forlovet med en ung, adelig dame fra et riddergods, og kort tid efter blev de gifte. Hans hustrus eneste store interesse viste sig snart at være selskabeligheden inden for adelen, og da Strohmeyers store kærlighed var videnskabelige studier, blev det ikke den lykke, de havde ventet, så da børnene blev store, var deres ægteskab blevet opløst, og fru D.r Buchholtz var kommet i huset hos professoren.

Gennem mange år havde professoren tjent store penge på sit forfatterskab, og der havde intet været til hinder for, at han havde købt et gods, hvad der imidlertid ikke havde haft hans interesse, " og det er jeg i dag taknemmelig for, da det så alligevel havde været sat til, da jeg højst sandsynlig havde slået mig ned i Østprøjsen ", sluttede professoren. At rejse var for professoren det skønneste af alt, og gennem mange år havde han tilbragt en stor del af sin tid Frankrig, Spanien og Italien, hvor han havde dyrket sine sprogstudier. Han elskede alt, hvad der havde tilknytning til Frankrig, og det var ham de lidelse, at det fransk - tyske forhold altid skulle ødelægges af krige.

Havde en ferie kun det formål at virke som rekreation, foretrak han Schweiz frem for noget andet land, da Schweizerne var i besiddelse af en hotelkultur, der overgik alle andre nationers, og frem for alt elskede han den rene bjergluft. Fru Buchholtz og professoren var begge lidenskabelige rygere, og da de en dag modtog en amerikapakke med tobaksvarer, teede de sig som forrykte, og professoren dansede syngende rundt på gulvet. Afsenderne var jødiske venner, som i tiden inden deres flugt havde søgt skjul for en tid hos professoren, og efter denne første pakke fulgte snart flere med alle mulige gode sager. 

Som det fjerde i vort samvær havde vi Fru Buchholtz' plejesøn Helmut Voigt, der var søn af en lærerkollega, som var russisk krigsfange, Fru Buchholtz havde lovet at vogte over drenge, en opgave, der havde været højst utaknemmelig, da Helmut en overgang altid havde været på gale veje. Hvor nedbrydende den nationalsocialistiske opdragelse kunne virke, erfarede jeg en aften, hvor Helmut pludselig begyndte at berette om sine gavtyvestreger i Bintz. 

Den tidligere omtalte Hr. Otto, der var overhoved for samtlige skoler, havde et kærlighedsforhold til en dame, der desværre ikke havde fornødent brændsel til at lune sin rede, når Hr. Otto kom på besøg, og det var umuligt at opdrive hverken koks eller træ. Hr. Otto anmodede derfor en dag en flok tilfældige drenge om at ledsage sig på natlig ekspedition, hvad drengene beredvilligt lovede, da der blev stillet dem en god ducør i udsigt, blot måtte de forpligtige sig til at holde mund. 

Da ekspeditionen løb af stablen, blev drengene forsynet med sække, og hos en velhavende familie brød man ind og stjal det brændsel, man kunne slæbe med sig. Vi voksne var rystede over drengens beretning, og professoren udbrød harmfuld: " Jeg takker gud, at vi tabte krigen, ellers var hele nationen gået til grunde i forbrydelser ". 

I den seneste tid var den før så rapmundede Hellmut blevet til et sølle pjevsehoved, der altid tudede, og på hvem alt gjorde ondt. Han var ikke til at drive uden for en dør, og rørte man ved ham, gjorde det ondt. Han var en frygtelig belastning for os, da han altid forstod at samle interessen om sin person. Hvad der gik af drengen, var for os alle en gåde; men en dag blev Fru Buchholtz klar over, hvad der så fuldstændig havde ændret hans opførsel. I brevene fra Berlin skrev moderen ustandselig om en onkel, der hjalp hende så glimrende på alle måder, og da Hellmuth aldrig tidligere havde hørt mandens navn nævnt, vidste han god besked. 

Vi søgte at kvikke drengen op, bl.a. fik han en dag en lille hundehvalp af mig, og den optog ham meget. Hunden havde sin kurv i professorens stue, men da den var frygtelig urenlig, sagde Fru Buchholtz en dag stop, og hunden fik derefter kvarter i mit hus, hvad der hver morgen tvang Hellmuth ud i den friske luft uden hensyn til vind og vejr for at gå tur med Bob.

Jeg havde fået i alt tre hunde, og en af dem havde jeg overladt til børnene på drengehjemmet, hvor den blev dresseret som en cirkushest og lærte mange komiske ting. Hunden hed Chang. Den tredje af de små hvalpe blev overladt til en østprøjsisk dreng ved navn Reinhardt Skrypski, hvis dagværk det var at forsyne professorens og mit hus med brændsel og lignende. Reinhardt var en usædvanlig god dreng, der altid med stor akkuratesse udførte hvad han blev anmodet om, og vi var glade for ham. Trods al venlighed fra vor side var det endnu aldrig lykkes os at aftvinge drengen et smil, og vi forstod, at han måtte have oplevet ganske særlige rædsler.

En eftermiddag nogle dage før jul fortalte han Fru Buchholtz sin tunge skæbne. Beboerne i den lille by, der havde været hans barndoms verden, fik en dag pludselig befaling til i største hast at lade sig evakuere, og i vild rædsel styrtede alle til banegården, hvor et køreklart tog holdt. Lokomotivføreren råbte til Reinhardt om at komme og skovle kul på fyret, og netop som alle var blevet stoppet ind i vognene, og der blev givet signal til afgang, omringede russiske pansertropper banegården. Et skud strakte lokomotivføreren til jorden, og skyndsomst sprang Reinhardt ind under toget og da mørket kom, flygtede han over de vinterhvide marker. Moderen havde siddet i toget, og det var hendes skæbne, der bestandig beskæftigede hans tanker.

Hans døbte sin hund: Buster, og hvad ingen mennesker kunne, lykkedes for Buster; en dag så vi virkelig et lille smil på hans forstenede ansigt, og vi vidste, at hans tungsind var sprængt.