Fru Smallenberg holder prøveprædiken.

Der var sket den nyordning i lejren, at C. B. - mandskabet var blevet afløst af militær bevogtning fra garnisonen i vejle. for mig personlig var det en meget stor omvæltning, da såvel overbetjenten
og C. B. som Frk. Uldahl forlod lejren, og jeg pludselig sad ene i huset. Der kom hver dag et nyt hold soldater, og de brugte C. B.ernes kvarter til at hvile i, når de ikke var på vagt.

Da jeg en morgen ville gå ind i hestestalden, skreg en soldat: " Passerseddel ". Jeg orienterede ham roligt, at her midt i lejren skulle han ikke udøve nogen art af kontrol. " Passerseddel ", skreg han nok en gang. Jeg blev nu så ærgerlig og sagde: " Jeg er lejrens danske chef ". Det hjalp mig imidlertid ikke det fjerneste, for soldaten tog ladegreb på maskinpistolen og trykkede sin bajonet ind i min ryg. Da jeg vidste, at det mindste uheld ville koste mig livet, strakte jeg mine arme i vejret og fandt mig i at blive ført til vagt kommandøren.

Da først jeg så vidt, tog jeg bladet for munden og sagde min mening om den menneskejagt, de havde indført. Over sergenten forsvarede sig med, at deres kaptajn havde rost regimentet for dets gode holdning og rette krigeriske ånd, hvorfor jeg forstod, at det var håbløst for os at tale sammen.

Det hændte af og til, at jeg besøgte Hr. og Fru Bylov på Vingsted mølle. De havde et smukt hjem og var hyggelige værtsfolk. Da jeg en formiddag sad i mit hus, blev der pludselig skudt lige udenfor, og jeg tænkte uvilkårligt: " Hvem mon nu skal skilles af med livet ? ". Helt så galt var det nu ikke, men en af soldaterne havde givet sig til at skyde varselsskud efter Hr. Bylov, der gik fredeligt på sin mark. I det sædvanlige optog med maskinpistol og bajonet blev han ført op i mit hus, og bleg af vrede skældte han vagtkommandøren ud. " Her, år og dag efter krigens afslutning, er det mere farligt at færdes i Vingsted end under den tyske besættelse ". 

Militæret var utilfreds med deres indkvartering og gjorde ophævelser, jeg henviste til luftværnskontoret, og der blev indført den reform, at vagtkommandøren fik gæsteværelset til ophold. 

En dag kom en af de skiftende vagtkommandører og bad om nye madrasser til vagtmandskabets senge. Da jeg vidste, at alt havde været i orden, da militæret overtog kvarteret, sagde jeg kort, at det kunne der ikke være tale om. Vagtkommandøren blev ved sit, og det endte med, at jeg gik med ud for at besigtige madrasserne, der var stive af ler og skovjord. Da jeg udtalte min forundring over, at soldaterne sådan havde ødelagt madrasserne, sagde vagtkommandøren, at det ikke kunne være anderledes, da mandskabet sov med deres støvler på. 

" Hvorfor gør de dog det ? " spurgte jeg forundret, og til min overrraskelse svarede vagtkommandøren: " Jo, soldaterne skal være klar til hurtig udrykning, om noget skulle ske ". " Ske ? " spurgte jeg forundret, " hvad skulle der vel kunne ske her ved nattetide ? " Lejren kan eventuel blive omringet, " sagde vagtkommandøren alvorligt. " De ved da vel, at krigen er afsluttet ? " bemærkede jeg undrende og ville gå. - " Madrasserne ", sagde vagtkommandøren irriteret. " Bred nogle aviser over dem ", lød mit korte svar, idet jeg forlod rummet. 

Vi var i lejren begyndt at holde en andagt hver søndag, og meget betegnende var Fru Adjunkt Smallenberg den første, der meldte sig til tjeneste. Fruen forberedte sig omhyggeligt, og en aftenstund, hvor hun havde været nede i den nedre lejr, benyttede hun tilbageturen til at gå og holde prøveprædiken. Vagten ved Skovhuset, der formodentlig var mørkeræd eller skovangst, hørte den talende person nærme sig og skød på 200 meters afstand varselskud, men så optaget var Fru Smallenberg af sin prædiken, at hun ikke reagerede. Desuden gik hun fredelig midt på vejen og kunne vel ikke tænke sig, at der kunne hænde hende noget. 

Hun fortsatte derfor sin gang, også efter at det andet skud var faldet, men da tredje skud slog ned foran hendes fødder, og jord og småsten fløj hende om ørene, vågnede hun op til virkeligheden og skreg af skræk og rædsel for sit liv. Inde fra Skovhuset myldrede flygtningene nu ud, og den altid ivrige Dr. Heidrich sagde til vagten: " Jeg taler dansk, forklar mig, hvad der er 
sket ". Vagten forklarede, men Hr. Heidrich afbrød og sagde: " vil de ikke tale rigsdansk, jeg forstår ikke bondsk ". Dr. Heidrich mente dialekt, men vagten optog det som en fornærmelse og gav med sin maskinpistol Dr. Heidrich et ordentligt slag over ryggen. Dr. Heidrich gav et hyl af smerte og fægtede med sine arme i luften.

På det tidspunkt kom en kolonne soldater til undsætning for den ophidsede vagt, og Dr. Heidrich og Fru Smallenberg blev arresteret og ført til vagtkommandøren, hvortil jeg ankom på samme tid. Ved min indtræden skreg Hr. Heidrich og vagten i munden på hinanden, medens Fru Smallenberg så ud til at være en besvimelse nær. Da vi fik ro, og parterne havde forklaret sig, gav jeg ordre til, at Fru Smallenberg og Dr. Heidrich ufortrødent skulle føres til deres lejrafdeling. Min afgørelse oprørte både vagtkommandøren og soldaterne, der var rasende på Dr. Heidrich, men hvad enten det behagede dem eller ikke, måtte de bøje sig.

De vi blev alene, sagde jeg til vagtkommandøren min mening om hele den måde, som militæret havde at forrette sin tjeneste på, men det var en håbløs gerning at gøre ham begribelig, at flygtninge også havde menneskerettigheder. Dr. Heidrich lod sig indlægge på sygehuset, men han fejlede absolut intet ud over ømheden efter slaget, og de han havde hvilet sig i nogle dage, kedede det ham at ligge i sengen, og så vendte han tilbage til Skovhuset, og på hospitalet var de lykkelige for at slippe af med ham.