Flygtningenes ankomst.

En tidlig morgenstund, da jeg var på farten i lejren, kaldte Fru Blume på mig og fortalte, at der gik to store, fremmede flygtninge drenge og snusede rundt i lejren. Hun havde tiltalt dem ,men de havde fjernet sig. Det viste sig, at det var to sytten-årige drenge fra v. Steinskolen i Kolding, der havde forceret pigtråden i lejren Tvedvej 2 og var vandret hertil om natten for at danne sig et skøn over deres nye lejr, som allerede var berygtet i Kolding. Drengene hed Schmidt og Meyer, og de var trætte efter den lange tur. De kom retur til Kolding, og fik otte dages arrest for deres udflugt. I Vingstedlejren hed de siden aldrig andet end vandrefuglene. 

Lejrens porte blev nu lukkede, og mit personale, der var vant til at kunne færdes frit inden for lejrområdet, blev nu indhegnede i hver sin fold. så snart de mærkede, at de ikke længere kunne besøge hinanden fra afdeling til afdeling, blev de tvære og gjorde forestillinger om det tåbelige i, at de ikke om aftenen kunne hygge sig sammen. Blumes og kuskefamilien boede som nævnt frit, idet kusken havde bolig i hestestalden, men jeg havde ingen myndighed til at give andre end kusken passersedler, så Fru Quinau, der var ven med familien Mutz, kunne ikke besøge dem, da hun ikke kunne komme ind i lejren; og der var andre forhold, der var lige så tåbelige.

Familien Nietzig, frk. Frosch og Fru v. Plamch havde passersedler, da de skulle kunne færdes til og fra arbejde, hvorimod Fru Hach sad indelukket i skolelejren i lighed med Mutz og Fru Genkov. Midt i al den første vrøvl myldrede det nu ind med ophidsede og hysteriske flygtninge, der fik pigtrådssyge straks de så interneringen. Søster Hanni, der havde sit værelse i skolelejren, rystede forfærdet på sit hoved og sagde sukkende: " Gud give vi sag i Fitting, her får vi ikke mange glade dage ". 

Den første sluttede invasion var lærerfamilierne og eleverne fra v. Steinskolen. Hele selskabet var så vrippent og rasende, at jeg foreløbig holdt mig på størst mulig afstand af dem. Hvad der især forbitrede dem var, at samtlige lærerfamilier indtil videre skulle bo sammen i et stort rum, da deres barak endnu ikke var færdig. Det var selvfølgelig beklageligt, men de vidste, at det fik en ende. AT det var en dobbeltbelastning, når man skulle have ro for at kunne undervise, siger sig selv.

Skolen tidligere direktør, der havde haft titel af " Rigstaler ", var fra Tvedvej 2 sendt til en lejr for krigsforbrydere, og hans stedfortræder, nazisten Dr. Harsing, erklærede sig syg og ønskede ikke at lege med mere, hvorfor den tredje i rækken, lektor Klemme overtog ledelsen. Med undtagelse af en Dr. Diecermann var alle herrerne og deres damer mere eller mindre nazificerede og militaristiske, og drengene sørgede endnu iver nederlaget og håbede på en ny krig.

Den næste skole, der ankom, var Helholtzskolen, der hidtil havde ført en herlig tilværelse i Kolding KFUK's feriekoloni " Grænseborgen ". De havde aldrig været bag pigtråd, og de blev chokerede, da de så, hvor tæt tråden stod på lejren. Fra Fru Buchholtz vidste jeg, at familierne Dr. Meinhardt og Dr. Meyers var både antinazistiske og kristne mennesker, og jeg ville derfor gerne sige et lille venligt ord til dem, men Fru Dr. Meinhardt, der var den første, jeg rakte min hånd, slog min arm til side og skreg og skældte som en vild, idet hun gemte sine hænder på ryggen. Dr. Meinhardt gjorde sin bedste undskyldning, medens hans hustru fortsatte med at skrige op om koncentrationslejr; men nu blev det mig for meget, og jeg skældte den forsamlede lærerstab ud og lod dem vide, hvad jeg anså både dem og deres nation for. Da jeg havde sagt, hvad jeg ville, vendte jeg dem ryggen og gik.

Helmholtzskolen boede midlertidig i skolelejren, men de skulle, så snart forholdene var i orden, havde deres blivende ophold i Skovhuset. Der skulle dog først opføres tre små huse deroppe til familierne Dr. Stoye, Dr. Heidrich og Adjunkt Smallenbergs. Dr. Heidrich der i mange henseender var noget af et geni og i besiddelse af en vitalitet, som var nærmest forfærdende, forestod opførelsen af de små huse, og skolens store drenge gjorde arbejdet. 

Den tredje skole, der ankom til lejren, var Borsigskolen. De kom rejsende rejsende fra Ålborg med jernbanen, og fra Vejle havde de været uden dansk ledsagelse. I " Vandelgrisen " sad de rundt i kupeerne imellem de danske rejsende, og det var tydeligt, at de havde været oplivet over rejsen. Det gik med Borsigskolen, som det var gået med de øvrige, de nærmest stejlede, da de så deres lejrafdeling, og da drengene mente, at lejren var min ide, blev de trodsige over for mig.

Lærerfamilierne måtte foreløbig dele indkvartering med familierne fra Helmholtzskolen, hvad der gjorde dem rasende; men der var ingen anden udvej. Til professoren, som efter mit ønske skulle være lejrens skoledirektør, havde jeg en rummelig stue, og i den første tid boede familien Wetzel også her, hvad der havde til følge at v. Steinskolens familier spydigt kaldte den for " de fine ".  

Da der aldrig var ro til en fortrolig samtale med professoren, så længe også Wetzels skulle bo der, fik professoren derfor en " passerseddel ", så han til enhver tid uhindret kunne komme til konferencer på kontorer, og da vi ofte tog Fru Buchholtz med på råd, udstedte jeg et lignende pas for hende.

Professoren viste mig hver dag på en rørende barnlig måde, hvor lykkelig han var over, at vi igen var kommet sammen, og alle de gamle " Fittinger " var meget oplivede over hans ankomst. " Lad dem rase ud ", rådede han mig, " siden vil de opdage, at lejren her har sine fordele. Først og fremmest er jeg lykkelig over, at drengene kom bort fra den store lejr, jeg befrygter, at de fleste af dem allerede har gjort allehånde erfaringer i den tid, vi var der ". 

Helholtzskolen flyttede nu op i Skovhuset, og på min daglige inspektion lærte jeg lidt efter lidt de forskellige at kende. Drengene var ganske usædvanlig tiltalende, og de ville være en pryd for enhver nation; derimod var lærerkollegiet så ejendommeligt, at man nærmest stejlede. Der var i alt fem familier ved skolen. Direktøren var Dr. Meinhardt, som i enhver henseende var et nobelt menneske. Han lignede en dansk landbypræst i det ydre, og hans indre svarede dertil. Men hele sit jeg var han forankret i den kristne tro, og nationalsocialisme havde været ham en rædsel. Dr. Meinhardt elskede musik overalt, og han var lykkelig over at have et klaver til sin rådighed. 

Fru Dr. Meinhardt havde fået sin stemme konservatorieuddannet og sang gerne. Ægteparret delte alt med deres venner Dr. Meyers, der havde de sammen anskuelser. Derimod savnede dr. Meyer den afklarede ro, der prægede Dr. Meinhardt. Dr. Meyer havde et ganske skrækkeligt hidsigt sind, som han havde ondt ved at styre, når skolens to nazister Dr. Heidrich og adjunkt Smallenberg viste sig på arenaen. Jeg fik hver gang, jeg så dem sammen, det indtryk, at Dr. meyer helst ville have spyttet på dem, men den lyst betvang han dog; men hvis i ansigtet af raseri skældte og smeldte han over dem ved enhver tænkelig lejlighed.

Den femte familie var Dr. Stoyes. De var venlige, rolige mennesker, men havde i deres udlændighed den frygtelige skæbne ustandselig at blive bearbejdet af de to stridende grupper. Da Dr. Stoyes standpunkt i alle afstemninger var udslagsgivende, havde de næppe nogensinde en rolig dag. I lighed med de øvrige damer havde Fru Stoye, der var svagelig, ca. tyve drenge at vaske og sy om, men familiens store datter tog her at nap med. Drengene i hjemmet var et par kække gutter. Dr. Stoye havde været i partiet, men nogen delagtighed i politik havde han aldrig haft, og hans optræden var altid nobel.

Den nazistiske fløj var som nævnt Dr. Heidrich og Adjunkt Smallenberg. de havde imidlertid afsvoret alle tidligere anskuelser og var nu så demokratiske og kristeligt, så man måtte væmmes. Fru Heidrich var den eneste af dem, som jeg havde tiltro til. Hun var en buttet brunette med et moderligt væsen, og hun udførte et bravt arbejde i lejrens køkken. De store drenge ville gerne arbejde for hende, og de sværmede om hendes to søde døtre.

Da skolerne nu var ved at falde til ro, kom lejrens fremtidige skoleinspektør, Hr. Clausen, på besøg for at konferere med professoren, der skulle koordinere de tre skolers undervisning og nok kunne have nødig at have en dansk embedsmands støtte, da navnlig v. Steinskolens lærer var meget lidt forhandlingsvenlige. Hr. Clausen var indkvarteret i mit hus, så længe han var i lejren, og vi havde det hyggeligt sammen.

For at de mange drenge kunne få lidt motion, var der bag skolelejren indhegnet en lille slugt, hvortil der skulle være fri passage. Slugten, der var græsklædt, var meget yndig at se ud over, men som tumleplads var den ikke hensigtsmæssig, og da fem drenge i løbet af nogle dage brækkede fingre og håndled derude under leg på de glatte, regnvædede skrænter, måtte jeg forbyde dem at lege der.

For at give dem en lille erstatning, gav jeg tilladelse til, at drengene holdvis ledsaget af en lærer måtte bade i åen bag lejren. Jeg sendte to bevæbnede C.B.ere med som vagt, og i nogle dage gik alt godt, indtil en sur sjæl satte en stopper for denne uskyldige glæde. så sad da drengene sure, modløse og triste som aber i bur og hang uden for de respektive afdelinger. Det eneste lyspunkt var, at lærerbarakken omsider blev færdig.