Et kunstværk bliver til.

Ved en tilfældighed traf jeg en dag sammen med Hr. Ausleger hos professoren, der indbød os begge til the. Under samværet fortalte Hr. Ausleger os sin interessante historie. Meget tidligt tog hans afstand fra Hitlerismen, som han afskyede af hele sit hjerte; men en dag blev hans løbebane brudt.
Sammen med sin hustru kom han intetanende til et lille hotel på samme tid som " Føreren ", og man beviste Hr. Ausleger og frue den re at give dem et lille bord i det lokale, hvor også Hitler dinerede. Da Hitler for hr. Ausleger var selve legemliggørelsen af alt, hvad der var modbydeligt i verden, drejede han rundt på sin hæl og forlod tillige med sin hustru hotellet. Deres reaktion blev bemærket, og kort tid efter hævnede nazisterne sig. 

Hr. Ausleger var på det tidspunkt ved at vinde anerkendelse som en af Tysklands fremtidlige navne indenfor kunstmalernes rækker; men denne karriere blev afbrudt ved et generelt forbud fra myndighederne. Hr. Auslegers kunstopfattelse blev betegnet som forvrænget, og det blev ham forbudt såvel at udstille som at male. Da han nødvendigvis skulle leve, blev han tegnelærer ved Borsigskolen. 

Her i lejren følte han sig meget ulykkelig; hvor han gik og stod så han pigtråd, og han synes til tider, at han var ved at blive idiot. I den følgende tid traf vi oftere sammen, og en dag spurgte jeg Hr. Ausleger, om han kunne tænke sig at dekorere en stor vægtavle til " Bramminge Hovedgård ". 
" Gerne, gerne ", udbrød han, " giv mig en pensel i hånden, og jeg vil være lykkelig ". I den kommende måned var Hr. Ausleger hver eftermiddag nogle timer oppe i mit hus, hvor et værelse blev indrettet so atelier, og her dekorerede og tegnede han på en stor egetræsplade navne og dat på alle " Bramminge Hovedgård "s besiddere i tiden fra 1569 til 1939, det år jeg havde overtaget gården. Tavlen blev udsmykket med en del smukke våbenskjolde, og værket blev beundret af alle i lejren, da det sluttelig blev udstillet. Jeg var lykkelig over, at jeg i årenes løb havde gjort så grundige historiske studier, da der ellers ingen muligheder havde været for arbejdets udførelse.

Når Hr. Ausleger om aftenen sluttede arbejdet, trakterede jeg ham og hans assistent med the og rugbrødsklemmer, og Hellmut var da også gerne nærværende, da han altid kunne spise. En enkelt gang trakterede jeg Hr. Ausleger med en svinekotelet, man da blev han syg i tre dage, se det eksperiment gentog vi ikke oftere. Ausleger burde have været sin skoles leder; men han var en udpræget bohême, og kun omstændighederne tvang ham til at undervise.