Et dødsfald.

Der var død en gammel morlille i lejren. Hendes datter arbejdede på hospitalet, og moderen var døde på en sygestue. Vinteren rasede i al sin vælde med kulde og sne, og vejene var vanskelige at passere, men begraves skulle den gamle, og jeg måtte se at få det hæderligt ordnet. Et dødsfald i en lejr gjorde altid et stærkt indtryk. Der var intet, flygtningene frygtede mere, end at de skulle slutte deres vandring i det fremmede, og datteren og den afdødes gamle ægtefælle var meget nedbøjede. 

Da kisten på grund af sneen ikke kunne føres til Kolding, hvad der var de efterladtes ønske, og Pastor Hansen af samme grund ikke kunne nå frem fra Sdr. Stenderup, måtte vi til præsten i Ødsted, der venligt erklærede, at den gamle kone udmærket kunne få sit sidste hvilested på Ødsted kirkegård, og han tilbød selv at begrave hende. Det blev en sær trist begravelse. Det var så koldt, så det var en selvovervindelse at gå udenfor en dør; men nogen måtte jo med, og til den bestemte tid gik jeg op i skolelejren, hvorfra begravelsen skulle foregå. 

Der var et halvt hundrede mennesker, og de sad alle og skuttede sig og krøb sammen. Datteren og manden sad i deres ensomhed ved kisten, de smågræd og følte sig ensomme og forladte, og i deres tanker var de sikkert i det Østprøjsiske hjemland, hvor dødens komme ikke havde været så brutal som her i det fremmede. Man forsøgte at smykke væggene, men det fremhævede blot tristheden i det halvsmudsige rum. På kisten var grankranse med papirblomster, og man havde prentet signerede inskriptioner på lange, hvide papirstrimler, det havde ikke skortet på kærlige hænder.

Ødsted præsten nævnede et salmenummer, og med stor inderlighed begyndte de forsamlede at synge, samtidig med at datteren gav sig til at hulke, og den gamle mand gav tårerne frit løb. Da den korte højtid var til ende, og kisten blev båret ud, rev vinden papirbåndene i stykker, og snart flagrede de lystigt af sted. Kisten blev fulgt til lejrens indgang, kun vovehalse kunne tænke sig at gå med videre; men en del unge mennesker gjorde det for at slippe udenfor lejrområdet. De pårørende blev kørt i hospitalets bil. Jeg gik bag kisten sammen med de unge. Det var ikke så slemt, så længe vi var i dalen; men da vi kom overfor bakken, måtte vi skærme vore ansigter med tørklæde og hænder. Jordpåkastelsen forløb på rekordtid, og hjemturen var nu forestående. De, der kunne være der, blev stoppet i bilen; men nogle vikinger kæmpede sig tilbage over driverne, det gjorde dem godr endelig engang at bruge deres unge kræfter - jeg forstod dem.