Et ejendommeligt forlangende.
Den
altid igangsættende Dr. Heidrich, hvem hverken vand eller ild
kunne bremse, når han havde fået en ide, havde sammen med
adjunkt Smallenberg indøvet et skuespil med drengene.
Skuespillet var meget voldsomt i hele sin form og passede slet
ikke for de ungdommelige aktører. Temaet, der behandledes, var
Luthers død, og selv om man gerne ville være velvillig, sad
man og følte, at det var en forbier. Det afholdt mig selvsagt
ikke fra at bringe min forbindtligste tak for opførelsen.
Da
jeg efter forestillingen sad i min stue, bankede det på min
dør, og til min store forundring var det d'herrer Smallenberg
og Heidrich. De begyndte stammende at fortælle mig om den
skæbne, der var blevet skuespillets forfatter til del, han var
havnet i en straffelejr for naziforbrydere, en frygtelig og
ufortjent skæbne for en mand, der havde kunnet skrive et så
ophøjet kunstværk.
Jeg
begreb stadig ikke, hvor de to herrer ville hen; men pludselig
kastede de masken og forklarede, at de var kommet til mig, for
at jeg på mit embeds vegne og med lejrens stempel, på papirer
de havde forfatter, skulle dokumentere, at de var alvorligt
troende kristne, demokratiske i deres indstilling og duelig
lærere. Deres anmodning forekom mig i første øjeblik så
komisk, at jeg bestemte, at jeg ville lave lidt sjov med dem, og
ganske alvorligt spurte jeg: " Hvordan skal jeg dog kunne
dokumentere, at de er troende kristne ?".
"
Hr. Lund - vi har de fornødne beviser, " sagde Hr.
Smallenberg og halede et brev fra en præst frem, ligesom han
oplyste, at hans datter var kirkeligt konfirmeret. Da jeg
vidste, at både Hr. og Fru Smallenberg havde været nazister
lige til sammenbruddet, og at Heidrich havde været en nær ven
af den berygtede nazislyngel, som Fru Buchholtz og professoren
altid omtalte som " Vilde
Otto ", samt at han havde været en så fremtræden nazist,
at han en gang var blevet modtager af Il Duce, var mit
standpunkt klart fra første øjeblik. Jeg spillede dog komedien
videre og bad den gode Hr. Heidrich forklare sig nærmere, og
det blev mig klart, at de dokumenter, der lå foran mig, med min
underskrift og lejrens stempel skulle sikre de to herrer
frifindelse ved en afnazificeringsdomstol i Tyskland.
Uden
at jeg egentlig havde villet det, tabte jeg besindelsen, rejste
mig fra min stol og skældte dem hæder og ære fra, for i mine
ører hørte jeg pludselig alle de rædselsberetninger, som jeg
havde hørt af min russiske og polske venner, og jeg tænkte på
de stinkende koncentrationslejre og
" ligfabrikker ", som mennesker af Heidrichs og
Smallenbergs slagt havde billiget. " Og det tror
d'herrer, de kan få mig til, " skreg jeg, " de vil
have at mit gode navn og lejrens stempel skal dække over deres
usselhed. For hvad er det, de er ? To usle medløbere i et
forbryderisk parti. Nej, mine herrer, sådan misbruger jeg
hverken min stilling eller mit navn, og for at de ikke skal
være i tvivl, vil jeg anmode dem om så hurtigt som muligt at
forlade mit kontor, alene deres nærværelse er mig imod
".
Et
sekund efter var jeg alene; men det varede den aften meget
længe før jeg faldt til ro. Bestandig hørte jeg min russiske
og polske venners stemmer, og jeg måtte gang på gang spørge
mig selv, om jeg ikke ofte i min venlighed mod tyskerne gik
langt videre end jeg kunne forsvare over for min samvittighed.
Problemet arbejdede i mine tanker, til jeg faldt i søvn, og jeg
kom som så ofte før til det resultat, at når der var nogen,
hvis opgave det tilsyneladende var at føre krig, måtte der
være andre, hvis opgave det måtte være at stifte fred og
skabe forståelse mellem folkene, og jeg fortsatte den kurs, jeg
hidtil havde fulgt.
Med
Hr. Smallenberg og frue var jeg herefter færdig; men dr.
Heidrich viste sig snart på arenaen igen og udtalte ved først
givne lejlighed sin glæde over mit sunde og tilfreds udseende.
En dag nogen tid efter gjorde han uventet sin entre i mit hus;
han ville fortælle mig om sit interessante liv og oplyste, at
han netop havde nedskrevet sine erindringer. Jeg nikkede og
sagde " nå " og " ja " en gang imellem,
medens Dr. Heidrich ufortrødent knevrede løs. " Se her -
her på mit baghoved - netop der har den sidste tyske kronprins
en gang lagt sin hånd, da jeg var en lille knægt ".
"Min
far var brandmand - Hr. Lund, jeg siger dem, berlinerne elskede
deres brandmænd, og min far var meget populær; hans begravelse
var en af mit livs stolteste dage, der var ganske usædvanligt
stort følge ". Jeg sagde intet, og Dr. Heidrich knevrede
videre:
" Hr. Lund, ved de, at jeg engang på en rejse til Italien
nød den store ære at blive modtaget af Il Duce. Det var en
strålende oplevelse, som jeg stedse med glæde tænker på. Ak
ja, meget er siden forandret ". Det generede ikke Dr.
Heidrich, at jeg demonstrativt gabte, han fortsatte
ufortrødent.
"
Mon jeg nogensinde har vist dem mine ordner ? - er det
ikke tilfældet, vil det være mig en glæde ved første
lejlighed at gøre det ". Jeg nikkede, og Dr. Heidrich
lænede sig oplivet frem og spurgte: " Hr. Lund, jeg ved,
at de er et menneske med stor dannelse, må det være mig
forundt at bede dem ved passende lejlighed at læse min
doktorafhandling, der omhandler Amerikas første kolonisering
?".
Jeg
nikkede opgivende og tænkte på, om jeg igen skulle smide fyren
ud. Sandsynligvis må Dr. Heidrich omsider have følt, at jeg
var træt af ham, og han rejste sig og sagde forbindtlig: "
Hr. Lund, de er et livsglad menneske, og jeg værdsætter dem
højt. Jeg takker for deres venlige modtagelse. Denne lille,
fortrolige hyggestund med dem vil senere tælles med blandt mine
erindringers perler. Jeg anbefaler mig."
Da
døren havde lukket sig sank jeg ned i en lænestol og lukkede
mine øjne; Dr. Heidrich var i stand til at udmatte mig totalt.
