Dr. Diecermann og Fru Berger.

Efter Blumes afrejse havde vi på ny valg af tillidsmand, og valget stod mellem ingeniør Pacale fra drengehjemmet og Dr. Diecermann fra v. Steinskolen; sidstnævnte blev valgt, og vi havde et godt samarbejde, til lejren blev nedlagt. Når vi sad sammen på kontoret, ville han gerne fortælle, og der er enkelte træk, som jeg synes fortjener at erindres. Dr. Diecermann havde fra sin tidligste ungdom som været en stor jæger, og når det under Hitler-regimet lykkedes ham at slippe uden om koncentrationslejre og lignende steder trods sin åbenlyse foragt for regimet, skyldtes det, at han anvendte en stor del af sit jagtbytte til bestikkelser. 

Under hele tusindårsriget havde Dr. Diecermann praktiseret ved sin indtræden i klasseværelserne at hilse ved på engelsk at sige: sid ned. Den obligatoriske hilsen var selvsagt: Heil Hitler. 
I dagene før sammenbruddet blev en del erklærede antinazister likviderede i lejrene i og ved Kolding, da de mere fremtrædende partifolk var ængstelige for, at de efter kapitulationen skulle angive dem til de danske myndigheder. Likvideringen blev ledsaget fra kommandocentralen i Kolding, og der sendtes herfra en mordgruppe på fire mand til Skamling for at likvidere Dr. Diecermann. Straks ved deres ankomst var Dr. Diecermann klar over deres mission, og med det samme spændte han sin pistol, som i de dage aldrig forlod ham. De fire mordere forsøgte at få Dr. Diecermann manøvreret ned bag toiletterne for at for at foretage nedskydningen her, men bestandig manøvrerede Dr. Diecermann sådan, at deres anslag mislykkedes, og omsider opgav de deres uhyggelige forehavende og tog tilbage til Kolding med uforrettet sag; men i tre andre tilfælde havde de fuldført deres udåd. 

Jeg bebrejdede Dr. Diecermann, at han ikke efter kapitulationen havde angivet banditterne, men han svarede: " jeg kunne aldrig i livet tænke mig at optræde som angiver imod mine egne landsmænd i et fremmed land, den slagt affærer må vi tysker selv ordne ". Som tiden gik, kom drengene til at se værre og værre ud. Benklæder og jakker stumpede og revnede her og der, strømper var umulige at stoppe mere, og sko og støvler var defekte; flere af de store drenge gik med træklodser under fødderne. 

Da efteråret rigtig satte ind, havde vi en overgang over halvtreds på hospitalet. Drengenes udseende skæmmedes yderligere af udslet og sår; jeg formoder, at der skyldes mangel på vitaminer. Når dertil føjes, at de næsten alle havde nogle over al beskrivelse forfærdelige parykker, kan man tænke sig, hvordan de så ud. Jeg bestormede uafladelige såvel Hr. Damgård som Fru Bremerstent og Hr. Poul Thomsen  om at gøre forestillinger i København, og omsider fik vi en stor sending af gamle uniformer og kapper samt andre gode ting.

Da jeg ønskede tingene fordelt sådan, at de, der trængte mest, kom i første række, spekulerede jeg meget over, hvordan jeg skulle organisere vor såkaldte vinterhjælp. enden på mine spekulationer blev, at jeg anmodede Fru Wentzel om at være mig behjælpelig, og sammen gennemgik vi i den følgende tid samtlige fem hundrede drenge garderobe fra a til z. Vi konfiskerede trods alle protester alt, hvad der var for småt. Mange drenge ville nemlig både havde nyt og have lov til at beholde de ting, de var vokset fra, for at bringe det hjem til deres mindre søskende; men det tillod jeg ikke. 

De Store drenges konfiskerede ting blev anvendt til smådrengene i lejren, og efterhånden fik vi virkelig alle til at se helt velklædte ud. vore skrædderinder syede dag og nat, og de havde en stor del af æren for det gode resultat. For at fuldføre værket lod jeg bekendtgøre, at alle skulle få deres hår klippet inden en nærmere fastsat dato. Der var godt grund til at gøre det, da søster Hanni klagede over, at den del havde lus. Det vise sig imidlertid svært at få drengene til at parere ordre i dette tilfælde, og da jeg den dag drøftede spørgsmålet med Dr. Diecermann, oplyste han mig om, at de store parykker betød, at drengene dermed ville vise, at de var selvstændige individer. Under hiltler-regimet var kort hår obligatorisk, hvorfor de nu kørte i den modsatte retning. 

To ganske umulige drenge på drengehjemmet lod jeg en gang klippe fuldstændig skaldede, da det viste sig, at hverken formaninger, prygl eller andre foranstaltninger havde nogen indvirkning på dem. Da de viste sig i lejren med deres kronragede hoveder, tæmmede det samtlige fem hundrede i over fjorten dage. En anden dreng, jeg havde kvaler med, var en elev i Helmholtzskolen ved navn Adolf, men kaldet " rotte " på grund af sine tilbøjeligheder. " Rotte " hadede alle, men ganske særlig Dr. Meyer, som han forsøgte at indebrænde i hans hytte. Det endte med, at " Rotten " måtte vandre i fængsel, hvad jeg dog var meget imod. Da jeg om aftenen gik min runde, kiggede jeg ind til den lille forbryder, og det endte med, at jeg tog drengen på mit skød og lod ham græde ud, alt imedens han fortalte mig sin historie.

Han var søn af en berlinerservitrice og en ung italiener. Forældrene var ugifte, og han var født i det nazistiske jubelår 1933. Drenge var sikkert ingen god dreng, men først og fremmest var han ulykkelig og trængte til andre omgivelser. Jeg talte med professoren om spørgsmålet, og det endte med, at " Rotten " blev overflyttet til v. Steinskolen. Af og til inviteredes han i den kommende tid til at drikke te om aftenen hos professoren, hvad der forargede en hel del selvretfærdige mennesker; men " Rotten " bedrede sig, og en dag vendte han tilbage til sin skole.

Det var det eneste tilfælde i Vingstedlejrens historie, hvor en dreng blev sat i arrest, ellers stod alle fire celler tomme. 

Da hospitalet næsten altid stod tomt, og der var en særdeles dygtig dame på kontoret, som drev dagen lang, bad jeg luftværnskontoret om at få hende som sekretær; og til stor fortørnelse for Dr. Blask måtte han afstå sin hjælp. Det skete dog ikke uden kamp. Stor var min forundring, da jeg en dag blev kaldt over på hospitalet, hvor der var tromlet en masse dystre mennesker sammen. 

Sagen var, at Dr. Blask havde hørt refereret en udtalelse fra mig, at Fru Berger lignede en polsk pige, som jeg i sin tid havde kysset i Oxbøl, Historien var blevet forbedret, og det var tydeligt nok Dr. Blasks tanke, at jeg tog Fru Berger fra ham for at gøre hende til min elskerinde.

Dr. Blasks kinder brændte, oversøster Wilma stirrede ransagende på mig under diakonnissehuen, og Dr. Junge Petersen fra Kolding, der var hospitalschef, så ud til, at han helst ville være retireret. Hr. Damgård skar kort igennem alt vrøvlet ved at spørge: " Har de haft en polsk pige i Oxbøl ? " Jeg var med det samme klar over sammenhængen og svarede roligt: " Ja, jeg fik en gang et kys - eller rettere flere kys - af en ung polsk dame i Oxbøl, men vedrører det nogen her ? " Det gjorde det tilsyneladende ikke, for jeg beholdt Fru Berger, og vi havde et udmærket samarbejde.