De sidste dage.

Pludselig var vi midt i opbruddet. Der var en uro og forvirring i lejren, så man skulle tro, at alle var blevet stukket af Hvepse. Nå, alt ordnede sig som sædvanlig, og da pakkontrollen havde været, var jeg færdig. En time senere gik jeg til det afsluttende møde i salen, hvor alle på det tidspunkt var forsamlede. Pastor Hansen fra Sdr. Stenderup var kommet, og ved min indtræden stod han sammen med Fru Hennes og professoren. Jeg hilste på dem, og sammen med Dr. Diecermann aftalte vi mødets forløb.

Efter en salme tog pastor Hansen i varme og indtrængende ord afsked med sin menighed. Til Borsigskolen, som han havde lært at kende, da alt synes håbløst og gråt, overrakte han et stort billede, motivet var Thorvaldsens Christus. Underligt bevæget stod jeg som den næste på talerstolen, for hvad havde jeg i den korte tid ikke oplevet sammen med dem siden de første forfærdelige dage. 

" I morgen skrives det sidste blad i lejrens historie ", indledte jeg, " otte bevægede måneder er gået til ende. Trods den korte tid har vi haft to ved frie valg kårede borgmestre, De erindrer sikkert alle borgmester Blume med fjer i hatten, og de husker hans poetiske digt: O pigtråd - o pigtråd ! Vor nuværende borgmester, Dr. Diecermann, vil jeg bringe min bedste tak. vi havde i dem en god rorgænger, de var praktisk og upartisk, og som gammel jæger kendte de altid lejrens røve på lugten og lod dem ikke belukse. 

Borsigskolen har siden jul forberedt et skuespil, men det fik vi ikke fornøjelsen at se. Af og til har eleverne i Borsigskolen og jeg været uvenner; men jeg tror, at i siden i livet vil bedømme mig anderledes, det var ikke altid let at dirigere en skude med 500 drenge opdraget i Hitler-rigets visdom og præget af et omflakkende liv. I ved, at det jødiske folk sendte spejdere foran, da de var på vej til det hellige land, det samme gjorde v. Steinskolen, nemlig Manfred og Gottfried. Prisen, de kom til at betale, var otte dages arrest. Det var en temmelig hård straf, der, hvis den skulle overføres på Hilbig, ville have betydet, at han, efter de oplysninger, han gav mig ved sin afrejse, skulle have været indespærret i 144 dage for ulovlige rejser til Kolding - sikkert lejrens rekord.

Det trykker mig, at vi aldrig opdagede, hvem der stjal v. Steinskolens bolde. De tre med boksehandskerne fik deres prygl, den ene af dem støvede som en gammel dørmåtte, så Fru Berger, før de ti slag var til ende, måtte lukke to vinduer op. Jeg beklager, men uden straf var det ikke muligt at styre denne lejr. Når jeg tænker tilbage, standser mine tanker også ved det Knepelske kor. Den store koncert var en uforglemmelig oplevelse. Min fødselsdag er også et skønt minde; det vil nok være tvivlsomt, at den næste år fejres med frihed for lektier.

For mange små tilkendegivelser for venskab og taknemlighed siger jeg dem tak. Jeg retter min tak til alle, der har beklædt en stilling i lejren, og jeg ønsker dem alt godt i fremtiden. Lejrens skoledirektør, Hr. professor Strohmeyer, takker jeg for utallige gode råd til gavn for helheden; men endnu hjerteligere takker jeg onkel Fritz for det venskab, der har forenet os. Erindringer er livets perler, og med ægte perler er det sådan, at jo ældre de bliver, jo skønnere er deres glans. 

Fru Dr. Buchholtz, familien Wetzel og Fru Dr. Hennes siger jeg tak for venskab, det er godt at have gode venner til at kæmpe for sig, når man bliver angrebet bagfra og ikke kan forsvare sig. Foran det tyske folk venter en af historiens største opgaver: genopbygningen af såvel de timelige som de åndelige ruiner. Hvad der bliver det sværest, ved jeg ikke; men jeg ønsker alt godt for folket i fremtiden. Det falder mig svært at sige det sidste officielle farvel. I vort farvel ligger ønsket om, at rejsen må være god, og at man må nå godt hjem, i deres " Auf wiedersehen " ligger der et gensyns ønske, og så forener jeg de to ord og ønsker, at vi under lysere forhold må mødes i Berlin eller Bramminge. 

Lad mig sluttelig erindre alle om, at over os og omkring os er de himmelske kræfter, og for hvem der beærer det af hjerte, er der, når vor vandring slutter, og besværet er forbi, et herberg i faderhuset med de mange boliger, lad os stævnes der.

Der var dødstille i salen, og jeg følte, at jeg havde besejret mine fjender.

Nu talte Dr. Diecermann. Hans ord var jævne og hjertelige, som han selv var det; men det kneb at tale for bevægelse, og gang på gang gjorde han pauser for at klare sin stemme. " Vi takker dem ! - Når vi i dag siger disse ord til dem, så er det ikke for at følge skik og brug, vi vil noget mere med vor hilsen. siden vi kom til Vingsted, har de været vor lejrleder. Men vi har erfaret, at de ikke bare var embedsmand, vi fandt i dem bestandig det medfølende menneske, som med venlige ord og praktiske foranstaltninger ønskede at lette vor flygtningetilværelse, især for drengen, for hvem de var en faderlig ven. 

Det er for det sindelag, hvor de handlede ud fra, at vi takker dem; det sind, som en græsk digter en gang har udtrykt med de ord: " Ikke for at hade, men for at elske er jeg her ".

Vi, flygtninge, har grund til at være taknemlige mod det land, der i to år har giver os husly og føde. Drengene, som er her i lejren, og som står overfor en vanskelig og trang fremtid, må ud af det, som de har gennemlevet i de seneste år i krig og fred, og først og fremmeste hvad de i flygtningelejrene gennem et fremmed folk og en fremmed lejrleder få den overbevisning, at gensidig forståelse og imødekommenhed alene kan bringe menneskeheden videre og blive til velsignelse for os ". 

Efter sin tale overrakte Dr. Diecermann mig sit manuskript, og vi sluttede med at synge: " Så tag da mine hænder ", hvorefter alle spredtes. 

Jeg havde inviteret mine særlige venner til afskedskaffe i mit hus. Vi opfriskede minder og gisnede om fremtiden. Fru Dr. Buchholtz sagde gysende: " Jeg glemmer aldrig Ålborg øst. Jeg følte mig syg og ulykkelig, så længe jeg var der. Det hæslige var frem for alt de frygtelige nødtørftshuse, hvor 30 til 40 kvinder på to lange rækker sad over for hinanden, medens de sludrede, trykkede, halede benklæder op og ned i en ulidelig odeure. Når dertil kom, at mine elever standsede op foran mig og kniksede, kan det vel ikke undre nogen, at jeg i mit stille sind ønskede, at vi tyskere havde en anden opdragelsesmetode ". 

" Det skrækkeligste øjeblik i mit liv oplevede jeg i Fitting ", sagde Fru Wetzel gysende. " Da det gik op for mig, at min familie og jeg skulle dele værelse med græsselige Hr. N...., var jeg ved at give op; men Gud ske lov blev alt så helt anderledes, og det må jeg sige dem tak for, kære Hr. Lund ". 
" Ja, jeg har også haft mine tunge timer i Danmark ", sukkede Fru Hennes. " Med da det var allersværest, kom pastor Hansen mig så kærligt i møde, og jeg er glad ved at vide min mands grav i så gode hænder, selv om jeg gerne ville have haft hans gravsted, så jeg kunne besøge det ". 

Der var et øjeblik ganske stille, så sagde professoren: " Livet har altid og under alle forhold givet mig noget at glædes over, og jeg rejser hjem med den største fortrøstning; der vil sikkert åbne sig en vej for os alle ". " Den kan blive trang nok ", sukkede Dr. Diecermann. " Åh, de ser nu al ting gråt i gråt ", indvendte Fru Berger. " De skal se, når vi alle vender hjem, bygger vi ruinerne op 
igen ". 

Da jeg den følgende morgen kom på kontoret, var det første, jeg hørte, at tre drenge fra Borsigskolen om natten havde besøgt nogle kvinder i lejren. De var 1 - 16 år, og den ene havde været på hospitalet med gonoré. Jeg beordrede drengene og deres skoleleder tilkaldt, og lidt efter stod de usikre og slukørede i døren. Jeg gav dem hver et par ved siden af hovedet og sendte dem på hospitalet til eftersyn, og hr. Wulf fik besked om at underrette forældrene efter hjemkomsten, og hermed sluttede mit arbejde med skolerne; bilerne holdt for døren.

Det var Lørdag, og jeg tog til " Bramminge Hovedgård " på weekend. Hovedbygningen så endnu rædelig ud, men i det lange hus havde mor og far indrettet sig ganske hyggeligt. Mandag rejste jeg til Kolding for at se Berlinernes afrejse, og til min store ærgrelse ville en kæmpemæssig overbetjent arrestere mig for fraternisering. Jeg tog det fra den mere gemytlige side; men i samme stund var det mig klart, at når jeg kom hjem til Vingsted, ville jeg pakke mit kluns, og så ønskede jeg for resten aldrig mere at se en flygtningelejr for mine øjne.

Toget var køreklart. Borgmester Juhl og Hr. Damgård kom hastigt gående, og de tog en høflig officiel afsked med Dr. Diecermann og professoren. så skred toget. " Farvel, onkel Paul ", råbte Hellmut og Roland og lænede sig ud af kupévinduet. Professoren og Fru Buchholtz viftede med deres lommetørklæder. Kupé efter kupé kørte forbi, det var min sidste revy over lejren.

Jeg gav nu luftværnskontoret besked om min beslutning, hvad Hr. Damgård var meget imod, men jeg fastholdt den, da mine nerver var ved at være tyndslidte. For mit arbejde i luftværnskontorets tjeneste gav Hr. borgmester Juhl følgende anbefaling:

Herr Paul Lund, Bramminge Hovedgård, har været ansat som lejrleder i Fittinglejren, hvor der var anbragt almindelige tyske flygtninge, i tiden 15. Januar 1946 til Juni s.å., da han overtog stillingen som lejrleder i Vingsted lejren. Denne beholdt han, til lejren blev ophævet i April d. å. Det er mit indtryk, at Herr Lund gik ind til denne opgave med stor interesse og idealisme. Ikke mindst opgave i Vingsted, hvor der var anbragt tyske skoledrenge med deres lærer, optog ham meget, og det er min opfattelse, at han havde gode forudsætninger for at omgås disse drenge og unge mennesker, og han fik et positivt resultat ud af sit arbejde. Han forstod at sætte drengene i gang med fornuftig beskæftigelse og var frisk i sin væremåde, således at de kom til at synes om ham. Dertil kommer, at Paul Lund overfor sine overordnede var flink og omgængelig samtidig med, at han talte åbent og ligetil om tingene. 

Det er min opfattelse, at Paul Lund i det hele taget har gode evner til at deltage i arbejde med ungdommen.

Kolding, den 5. November 1947.

V. Juhl.
Luftværnschef i tiden indtil 1. August 1947.

Det var Thorkild Christensen, der kørte mig hjem til Bramminge Hovedgård. På grund af Hr. Auslegers store tavle måtte turen foregå pr. lastbil, og jeg sad på forsædet med Buster, Bob og Chang, der alle gøede rasende. Fru Berger, søster Hanni og de af flygtningene, der endnu var tilbage, så tungt efter mig, de synes, at jeg svigtede dem, og de havde ret; men jeg evnede ikke mere at færdes mellem barakker og deprimerede mennesker.