Torsdag d. 17 Januar 2008 var en trist dag. Kun lige kommet ind i det nye år, var det dagen hvor vores kære onkel Herluf gav slip på livet. Det er altid trist når et liv slutter, det var desværre forventet, men det bedste for vores onkel. Livet var blevet uuholdbart af smerter p.g.a. af lungecancer og blot en plage. Vores onkel ventede kun på at få afsluttet livets trængsler og få fred.

Og det har han nu. Vi har en masse gode minder om vores onkel, han var vores dejlige legeonkel og barnepige da vi var mindre, og det var han rigtig mange gange. Uha hvor har vi tumlet og hygget os sammen. 

Vi husker ham som altid i godt humør, vi kan slet ikke mindes en eneste gang hvor han har været tvær og sur. Som vores legeonkel var han altid med på den værste. Når vi gik tur nede ved Højen bæk, og kom for langt ind på markerne og køerne jagede os, eller når Nette ikke kunne nænne at bruge hendes nye 1 kroner og måtte låne til vi kom hjem og så ”glemme” at aflevere, hvor han med et smil lod som ingenting. Eller da han og familien camperede nede ved Hvidbjerg og lovede os en is ved hvert ishus dernede. Det fortrød han nu lidt, for i gamle dage var der MANGE ishuse på Hvidbjerg, men vi fik vores is. Ja vi kunne blive ved, for minderne er mange, dejlige og rigtig rare at tænke på nu, hvilket vi gør med et taknemligt smil på læben. 

Herluf Emanuel Rasmussen var født d. 7 Juli 1941 I Kobbelhuset i Studsdal ved Taulov, som søn af Arbejdsmand Carl Jørgen Marinus og Karen Marie Rasmussen. Efter nogle få år døde faderen af tuberkulose i 1944. Moderen giftede sig på ny og flyttede til Klattrup ved Smidstrup, hvor Herluf og hans søskende voksede op. 

I 1964 blev Onkel Herluf gift med Karen i Jelling kirke og de fik mange gode år sammen. De første år boede de på Toftevej 10 i Jelling, Karens barndomshjem hvor døtrene Inger og Irene blev født. Da de flyttede fra Jelling i 1973, var de nogle af de første der flyttede ind i det nybyggede Løget by på Søndermarken i Vejle, hvor sønnen Frank blev født. 

Vores onkel har været med til at bygge Vejle Fjord broen, været slagteriarbejder, været på Dandy og chauffør ved sygehusvaskeriet, blot for at nævne nogle af hans forskellige erhverv. Helt fra knægt af har han været ude at tjene og arbejde. 

Året 2003 var et trist år for min onkel og hans familie, da mistede de deres datter Inger som ganske ung. Det var utrolig hårdt for hele familien, også der fandt de ud af hvad familiesammenhold betød. 

Min onkels sidste tid var en god tid. Han var kommet på et aflastningshjem i Thyregod hvor han blev plejet, passet og rigtig godt forkælet. Dette var en beslutning han selv var med til at tage og det blev hans sidste opholdssted. Han havde det så godt, at han blomstrede op og nød den sidste tid mellem smerterne. 

På aflastningshjemmet holdt han den sidste jul og nytår sammen med familien, og der fik familien også sagt det sidste farvel. 

Vores tanker er hos hele familien – de har mistet en dejlig mand, far, svigerfar og bedstefar. 

Selv om de vidste hvor det bar hen, kan man aldrig helt forberede sig på, at skulle sige farvel når ens kæreste slægtning giver slip på livet. Men de er som andre familier stærke i sorg og står sammen. 

Æret væres vores kære Onkel Herlufs minde.

Joan Bedsted & Annette Laursen.